Med sine kun otte sider er Flaskens rejse den korteste bog der nogensinde er blevet anmeldt på bogvægten.dk. Det er også en meget tidstypisk bog. Dels beskæftiger den sig med klimaproblemerne, dels er den skrevet til de helt små, det vil sige nul til tre år, hvilket også er tidstypisk, idet der publiceres stadigt flere bøger til børn om de voksnes klimaproblemer. Angiveligt handler det om at lære børnene om ansvaret for klimaet, men dette nye skud på litteraturen kan også handle om, at forældrene indtil videre ikke har reageret hensigtsmæssigt, hvorfor forfatterne nu henvender sig til børnene.

Camilla Dovbenko har skrevet og illustreret bogen, der i øvrigt kun rummer ganske få ord. Billederne er søde og i klare farver og med klare budskaber. Der er kun få ting på hver side, og det er elementer der er lette at forholde sig til også for de mindste: en mor og en dreng på stranden, en flyvende måge, en hval i havet.

Bogen indledes med teksten: Hvor har flasken været i dag? På det næste billede står moren og drengen foran et økomarked, og flasken ligger på gaden. Dernæst flyver mågen med flasken, og så lander flasken i havet og i maven på en hval. Hvalen ser oven i købet lidt ulykkelig ud. Til sidst putter moren og drengen flasken i skraldespanden. Meget tydeligere kan det vist ikke siges: affald hører til i skraldespanden, ikke på stranden og slet ikke i hvalens mave.

Det er en udmærket bog til oplæsning for de små. Bogens universer er overskuelige, og selv det lille barn vil kunne forstå og engagere sig i handlingen.

Der er endda en catch phrase, som barnet kan tage til sig: Pas på min jord til jeg bliver stor.

Flaskens rejse

Camilla Dovbenko

8 sider

www.paspaaminjord.dk

Udgivet: September 2019

Aldersgruppe: 0 – 3 år