Nyoversat novellesamling fra 2001. Som i Alice Munros novellesamling ’Væk’ fra 2010 er hovedpersonerne kvinder, ofte midaldrende, men i modsætning til kvinderne i ’Væk’ er de handlekraftige og opnår resultater.

I den første, titelnovellen, får to teenagepiger en ond idé til, hvordan de kan opsnappe breve og ændre indholdet for egen underholdnings skyld. Det bliver Johanna Parrys skæbne, men viljefast som hun er, ignorerer hun den predestinerede vej til ulykkelig kærlighed og går selv ind og agerer, med det resultat, at hun sejler direkte ind i det ønskede ægteskab og får en baby. Tilbage står to chokerede og skamfulde piger og overvejer skæbnens muligheder.

Måske er det allerede her, man får en idé om, at flere af novellerne er selvbiografiske. Det gælder den ene teenager i titelnovellen, og det gælder novellen ’Familiens møbler’ om forfatteren som ung og forholdet til tanten Alfrida, der uforvarende og til sit mishag bliver hovedperson i fortællerens første novelle. I Munros sædvanlige følelsesfulde stil præsenterer novellen såvel tanten som resten af familien på tæt hold beskrevet ved det fælles forhold til ulykkelige hændelser i fortiden, som familiens kvinder dyrker:

En hengiven gramsen på det ubehagelige og katastrofale.

Med Munro kommer man rundt om menneskene, de bliver forståelige og enkle og en del af dem bliver også temmelig kyniske i deres observationer af omgivelserne. Således Grant i bogens sidste novelle, da han skal tackle sin kones tiltagende demens og hendes nye beundrer på plejehjemmet. Og Jinny der i begyndende accept af sin sygdom og sin mands ignorance tillader sig en lille bid eventyr på Flydebroen.

Alice Munro

Oversat af Ida Jessen og Gudrun Jessen

374 sider

Gyldendal

Udgivet: 06.12.2012

Birte Strandby