”Fine fornemmelser” er skrevet af Julian Fellowes, der står bag den populære tv-serie ”Downtown Abbey” og spillefilmen ”Gosford Park”. Danske læsere kender ham for romanen ”Belgravia”, der udkom herhjemme i 2017. Den høstede imponerende ros og anerkendelse.

Fælles for Julian Fellowes fortællinger – hvad enten det er i litteratur eller på film – er skildringen af det engelske overklassemiljø. Han har selv en baggrund i miljøet, men arbejder med tv, teater, film og bøger i dag.

Romanen ”Fine fornemmelser” blev udgivet i hjemlandet tilbage i 2004 og var hans debutbog. Når den først kommer på dansk nu, er det givetvis fordi ”Belgravia” opnåede så stor succes. Men scenen i ”Fine fornemmelser” adskiller sig på ét centralt punkt fra både ”Downtown Abbey” og ”Belgravia”. Tidsmæssigt er vi nemlig hoppet helt frem til 1990’erne, hvor forfatteren tegner et portræt af den engelske overklasse – og ikke mindst dem, der higer for at blive en del af den.


Hovedpersonen er Edith Lavery, der efterhånden er nået op sidst i tyverne. Hun er datter af et middelklassepar og en mor med tydelige ambitioner om at blive til mere. Det smitter af hos Edith, der drømmer om en fremtid i overklassen; rigt og glamourøst.

Romanens fortæller er Ediths mandlige ven der på mange måder minder om Julian Fellowes selv, idet fortælleren har en baggrund som aristokrat men arbejder som skuespiller.

Edith lever et ordinært liv i London som telefondame. Uddannelse har hun aldrig haft held med at få, da hun savner evner og talent. Derfor er hun lykkelig, da hun får indfanget aristokraten Charles Broughton. Charles er arving til godset Broughton Hall i Sussex. Han er i bund og grund en god og ordentlig mand. At de to er modsætninger spiller en mindre rolle- Da Charles frier, siger Edith ja.

Men som alle ved, er lykken ikke gods eller guld. Edith kan ikke trives på landet og formår ikke på egen hånd at skabe et meningsfuldt indhold i sine nye tilværelse. Hun får heller ikke nævneværdig støtte da hendes mand er distræt, og hendes svigermor – den legendariske Lady Uckfield – regner ikke Edith for spor. Det er derfor givet, at ægteskabet har trange kår. Snart bliver Edith fristet til anden side. Vil hun nu finde glæden?!

Mine forventninger til romanen var høje grundet forfatterens øvrige værker. Men ”Fine fornemmelser” blev en pudsig blanding af et præcist portræt af den engelske overklasse og en banal kærlighedshistorie, der var al for forudsigelig. Nok kender forfatteren overklassen indefra og dét giver noget ekstra, men når det er sagt, så tror jeg de fleste udmærket kender til overklassens magt og ringeagt overfor bredden af befolkningen.

Romanen tegner et fint billede af både snobberi, klasseskel og intriger. Vores hovedpersoner er ikke så stærkt portrætteret, som jeg kunne ønske mig. Især savner jeg en forforståelse for Ediths person og den måde hun udvikler sig på. I løbet af hendes ægteskab med Charles, har de to stort set ikke nogle samtaler som gengives. Romanen har imidlertid også nogle kvaliteter og formår at underholde sin læser. Julian Fellowes formidler veloplagt og har et glimt i øjet mens han fortæller.

Fine fornemmelser

Forfatter: Julian Fellowes

Oversættelse: Inger Kristensen

Forlag: Hr. Ferdinand/Politikens Forlag

368 sider. Indbundet. 

Udgivelsesdato: 3. 9. 2019

Anmelder: Nønne Lønne Votborg