Filosoffen fyldte sit blikkrus ved visdommens kilde, kiggede ned i det og udtalte: „Sandheden er cylinderformet

Omfattende værk om Niels Bohr, den ene af Danmarks Nobelpristagere i fysik (en anden er hans søn, Aage Bohr). Der er ikke tale om en egentlig biografi, men om en redegørelse for Niels Bohrs filosofi. En redegørelse der i øvrigt ikke ville være mulig uden kendskab til såvel Bohrs person og samtid som hans atomteori og bruddet med den klassiske fysik. Den fulde forståelse, som denne bog kan bidrage til, kræver udover viden om den klassiske fysik også kendskab til grundlæggende filosofi, sproghistorie, biologiens filosofiske status – og lidt til biografen på Trianglen, hvor Bohr og de øvrige fysikere fra Niels Bohr Instituttet slappede af til westerns, som Bohr i øvrigt havde svært ved at følge med i.

Værket beskæftiger sig blandt andet med, hvad der har fået Bohr til i 1913 (atomteorien) og 1927 (komplementaritets-synspunktet) at tænke, hvad hans samtidige ikke kunne tænke, og en af bogens forcer er Favrholdts kritiske gennemgang af Bohrs mulige inspirationskilder såvel som den ligeså kritiske behandling af Bertrand Russel, Wittgenstein og Hjelmslev i kapitlet Den erkendelsesteoretiske lære, der beskæftiger sig med Bohrs opfattelse af, at den klassiske fysik tager udgangspunkt i dagligsproget.

Et enkelt kritikpunkt kunne være, at kapitlet om Bohrs holdning til religion er rigeligt langt set i forhold til, at Bohr på dette ene område næppe var enestående.

Uagtet forfatteren efter eget udsagn gør sig umage for at forklare tingene, så enhver kan forstå dem, kan det godt kræve et par gennemlæsninger, før bølge-partikel-dualismen står helt klart. Men hvis man har god tid til at læse, er det en fantastisk bog der slår bro mellem naturvidenskab og humanisme – berigende og meget underholdende.

Forfatter: David Favrholdt

459 sider

Informations Forlag

Udgivet: 14.11.2009

Birte Strandby