FC fodboldvenner 1 – Ronaldo og Valde

 

Historie om Ronaldo, der er opkaldt efter en brasiliansk fodboldspiller, fordi hans far er fodboldnørd. Det er Ronaldo også, og han spiller storslået fodbold hjemme i haven, mens hans imaginære publikum hepper begejstret. Desværre er hans lillesøster på seks en en middelmådig målmand, især fordi hun lader sig distrahere af deres hund, der kommer ind på banen. Så det der skulle have været et perfekt straffespark bliver i stedet til en skud over i naboens tilgroede have. Naboen hedder Preben Elkjær, men ligner i øvrigt slet ikke. Til gengæld har han et barnebarn, Valde, der også er vild med fodbold.

Sammen med et par andre drenge får de to drenge indledt en fodboldkamp, og Ronaldos og Valdes enestående sammenspil gør dem næsten uovervindelige. Desværre bliver drengene jaget væk fra græsset, og må i stedet lave en bane på Preben Elkjærs tilgroede grund. Det bliver en fin bane skabt med fælles hjælp, og alt ender godt. Oven i købet kommer Ronaldos hund tilbage, så Ronaldo ikke behøver at have dårlig samvittighed over, at han i ærgelse kom til at jage den væk.

Superpædagogisk med erkendelse af eksistensen af middelmådige karaktertræk og fremhævelse af de bedre værdier som for eksempel samarbejde.

Næsten alle sider har illustrationer, der underbygge teksten fint.

 

FC fodboldvenner 2 – De nye støvler

Ronaldo er stadig 10 år og fodboldinteresseret.

I en sportsforretning i byen kan man vinde et par gode fodboldstøvler, hvis man kan score mod en Peter Schmeichel i pap på et mål inde i butikken. I køen ved målet møder Ronaldo Paulo, en jævnaldrende fodboldnørd. Paulo scorer og vinder et par sko, mens Ronaldo ikke rammer målet. Paulo overlader sin gevinst til Ronaldo med en bemærkning om, at han allerede har fodboldstøvler nok, og inviterer Ronaldo til at besøge ham næste dag. Det viser sig, at Paulo har alt, hvad der er værd at eje: Wii, Playstation, X-box – og en rigtig fodboldbane. De to drenge spiller fodbold, men Paulo er ikke nogen dygtig spiller, og Ronaldo savner Valde i kampen.

Faktisk virker det som om Valde og han er uvenner, men han kan ikke rigtigt gennemskue hvorfor. Valde spiller med nogle andre drenge på morfarens grund, og efter en tid inviteres Ronaldo og senere Paulo til at spille med. Paulo er i angrebet, så han ikke laver for mange ulykker, men på et tidspunkt scorer han et godt mål, og Valde og Ronaldo finder ud af at udnytte Paulos beskedne forcer på fodboldbanen. Herefter nedsætter drengene en fodboldklub med Ronaldos far som træner og alt ender i idel lykke.

Pædagogisk, ok humor, mest interessant for fodboldspillende syv – ti-årige drenge.

Lars Bøgeholt Pedersen

Illustreret af Lars Hornemann

92 sider

Gyldendal

Udgivet: 10.07.2012

Børnebog – Fra syv år