Fireårige Anton er afhængig af sin sut, men nu skal der også snart gøres noget ved det. Far, mor, storesøster Viktoria og Anton tager ud til suttetræet og hænger sutterne op. Heldigvis har Anton et par stykker i reserve, og det varer ret længe, inden de alle er fundet. Lægen får de sidste og foreslår, at de laver en aftale, der kræver at far stopper med at spise for meget chokolade, og at mor styrer sit forbrug af mobiltelefoni, når nu Anton dropper sutten. Det bliver hårdt for dem alle, og både Anton, mor og far får brug for trøst, men så ser det ud til at lykkes. Oven i købet begynder bedstemor at bruge sit høreapperat, som hun jo ellers havde gemt af bare forfængelighed.

Det er ren idyl i den unge aftalefamilie – hvor mor er direktør og far er kok, så det er jo fint, hvis det fungerer. Dog er der visse risici ifølge gammeldags opdragelse: Ifølge Anna Wahlgreen, svensk opdragelsesguru med stor personlig erfaring, skal børn være i begyndelsen af teenagealderen, før de er modne til at tackle, at også forældre er fejlbehæftede. Før den tid er forældre mere eller mindre almægtige, og det giver barnet tryghed. Spørgsmålet er derfor, om chokoladeafhængighed kan være en acceptabel brist, uden at barnet taber i tillid eller tryghed? Og hvordan med chokoladespisning i smug?

De farve- og detaljerige illustrationer komplementerer teksten udmærket, og det er i øvrigt en sød og troværdig historie om vanskelighederne med at smide sutten og relevant information om, hvordan man får forældrene til at makke ret.

Dorte Roholte og Susanne Hartmann

Familien von Hansen og suttetræet

26 sider

Lindhardt og Ringhof

Udgivet: Oktober 2010

Børnebog for 3 – 6 årige

Birte Strandby