Hun ville føle sig retskaffen og stærk, ikke forlegen og forrådt.

I sin forrige roman, Vi var løgnere, lod Lockhart sig inspirere af Stormfulde højder. I fake er det The Talented Mr. Ripley (indspillet 1999 med Matt Damon, Cate Blanchett og Gwyneth Paltrow) og Charles Dickens’ Store forventninger der har leveret inspirationen.

Resultatet er interessant, og historien er fortalt, så man springer frem og tilbage i tiden. Det medfører små chok og en langsom afsløring af romanens plot. Først tror man sig i selskab med en ung pige, Jule, der blandt andet er glad for victoriansk litteratur og makeup. Senere går det op for læseren, at Jule er meget andet. Hun er Raskolnikov og Caligula på samme tid, et eklatant billede på megalomani, hvilket i sig selv er overraskende i en roman om en ung pige.

Jule har haft en hård opvækst, og hun har taget en beslutning om, at hun selv bestemmer, hvem hun vil være. Da Jule møder Imogen, bliver Imogen det vigtigste menneske i Jules liv. Imogen er rig, smuk og har styr på sin verden. Det vil Jule også have. Hun er principfast, modig og veltrænet, det kvindelige modstykke til Batman, og hun har magt over tingene. Imogen elsker Jule i begyndelsen. Senere finder hun Jule trættende, og det kommer til at koste hende. Jule har sine ambitioner og er helt fri for samvittighed og ansvar.

I romanens sidste halvdel får man understreget fornemmelsen for The Talented Mr. Ripley, og det gør, at man trods den lidt mangelfulde korrekturlæsning sagtens kan nyde de mange elementer af krimi, forvekslingskomedie og uhyggelig tragedie der tilsammen udgør romanen fake.

fake

E. Lockhart

Oversat af Elisabeth Kiertzner

262 sider

Høst & Søn

Udgivet: 07.11.2018

Birte Strandby