Roman om fortidens synder begået i en kinesisk provins.

Ruyu flytter ind hos sin familie, Onkel, Tante og datteren Shaoai. Shaoai er politisk aktiv og i øvrigt et ubehageligt menneske, men Ruyu finder sammen med skolekammeraterne, Moran og Boyang, i et særligt hierarki.
Under et besøg på det lokale universitet, hvor Boyangs mor underviser, stjæler en af de tre nogle farlige kemikalier.

instituttet kørte efter forældede regulativer, og kemikalier var tilgængelige for alle kandidatstuderende. Det var en ulykke, at et liv var blevet skadet: hun var villig til at blive straffet for at lade tre teenagere opholde sig på hendes laboratorium uden at være under opsyn…

Efterfølgende angribes hele deres klasse af influenza, de fleste kun kortvarigt, Shaoai for resten af sit liv. Bortset fra, at hun ikke er forkølet men forgiftet. 21 år senere dør hun uden nogensinde at have været i nærheden af det liv og den karriere, hun og hendes forældre forventede i dette nutidige Kina med etbarnspolitikken.

Da Shaoai dør, er Boyang den eneste af de tre der opholder sig i Kina. Ruyu og Moran er i USA. Moran er ved at flytte tilbage til sin eksmand, og Ruyu er deltidshusassistent hos et amerikansk par, som hun finder ligegyldige. Ingen ambitioner der. Romanen, der næsten er en krimi, men bedre end de fleste krimier, er flettet sammen af de tre menneskers synsvinkler, og man forbavses over den besynderlige accept af skæbne der præger alle hovedpersonerne: Der er ingen kampgejst, og ingen særlige mål:

Tiden er den spinkleste overflade; at tro på fastheden i ét øjeblik indtil ens fod berører det næste øjeblik, som er lige så pålideligt, er som at gå i drømme mens man venter på at verden omdanner sig til en eventyrsti.

Romanen er fængslende og giver også et billede af et Beijing, hvor man forventer demonstrationer på Den himmelske Freds Plads, der aldrig kommer. Sproget er godt, og fortællerne troværdige, så overser man gerne de lidt ufikse sprogfornyelser: Ligegladhed og forudviden, ligesom man kan undre sig over oversættelsen af titlen: Kinder than Solitude.
Yiyun Li

Oversat af Svend Ranild
328 sider
Gyldendal
Udgivet: 25.02.2016