Denne bog er blevet slidt til laser og pjalter i mine hænder, fordi jeg gennem lang tid har medbragt den i tasken og læst uddrag af den i toget og på bænken imens jeg ventede på toget. Det er efter min mening en passende måde at læse en bog som denne på. Det er ikke en bog man læser i et hug, man tygger sig igennem den, og det gør man af den simple årsag at indholdet er visdomsord der virkelig giver anledning til refleksion, derfor glider den fint ind bid for bid i vederkvægende læsningsstunder.

Thupten Jinpa har været engelsk oversætter for Dalai Lama og har dermed deltaget i mange vigtige sammenhænge omkring integration af de buddhistiske traditioner i vesten. Han har kort fortalt overblik over hvilke videnskabelige data der er rigtig interessante og hvordan visdom fra den praksis han kommer fra kan integreres i vestlig regi. Og det er denne viden han her deler med os andre.

På Stanford University Medical School har man kørt et otteugers kursus i medfølelsestræning, som forfatteren udviklede, og i denne bog præsenteres blandt andet nogle af de øvelser som man har brugt, men også relevant bagvedliggende videnskab samt erfaringer med den effekt øvelserne har haft på deltagerne. Øvelserne er velkendte, hvis man er erfaren indenfor mindfulness, alligevel er selve den måde de bruges på og reflektionerne omkring det meget spændende at læse om og ny.

Forfatterens varme og viden gennemstråler bogen, han har en dyb forståelse for betydningen af nuancerne i fx omsorg for andre og selvomsorg. Fx skriver han om hvad springet imellem empati og at ønske andre lykke betyder, og om de vanskeligheder mange kan have ved at generere medfølelse med sig selv og hvordan man kan arbejde med det.

Man kan sige at bogens emne i høj grad handler om hvad denne tradition kan lære os om at forholde os til lidelse, både andres og vores egen, på en medfølende måde som er så tilpas at det hjælper alle og ikke udmarver os selv. Han inviterer til at åbne og styrke hjertet gennem empati og medfølelse, og giver  redskaber og henvisninger, der kan virke for eksempel indenfor sundhedssektoren. Han går skridtet videre og har overblikket, så indholdet ikke blot bliver et individuelt anliggende af mindfulness praksis på en systematisk daglig basis, men også inviterer til implementering i fx sundhedsfagligt regi, skoler og organisationer, som kan medvirke til positiv  forandring af vores verden.

Bogen er fantastisk, simpelthen en af de bedste bøger jeg har læst i nyere tid, og jeg kan varmt anbefale bogen til alle der kan lide at læse buddhistisk litteratur eller bøger om mindfulness, og til alle der interesserer sig for sundhedsvidenskabelig forskning og udvikling. Relevant især for læger og andre behandlere i sundhedsvæsenet.

Thupten Jinpa

Et frygtløst hjerte

Hvordan modet til at være medfølende kan forandre vores liv

258 sider

Mindspace

2015

Gitte Sander