Her har vi anbefalelsesværdig læsning for alle par, der døjer med knas i erotikken!

Esther Perels bog Mating in Captivity udkom allerede for ti år siden i USA, og blev allerede dengang anbefalet i de internationale parterapeutiske kredse. Men det var først da hun lavede en glimrende TED-talk, at Danmark for alvor fik øjnene op for hende – og nu er bogen blevet oversat til dansk på Gyldendal under titlen Erotisk Intelligens – Nøglen til begær i lange parforhold.

Det er stadig en glimrende bog – og det er også en glimrende oversættelse. Ester Perel er psykoterapeut og parterapeut har stor erfaring i at arbejde med par med mange forskellige seksuelle udfordringer og hun har en stor viden og et bredt udsyn. Hun er selv født i Belgien, og på nogle måder revser hun den amerikanske kultur for at dræbe erotikken, men hendes kritik har bestemt også relevans i vores europæiske kultur.

Hun mener noget ganske eftertrykkeligt, men gør det så poetisk, at det bliver spiseligt at læse. Hun er blevet kaldt kontroversiel, fordi hun sætter nogle ting på spidsen og sætter spørgsmålstegn ved forskellige mere eller mindre fasttømrede dogmer iblandt parterapeuter og udfordrer ens tænkning. Et eksempel på dette, er at hun sætter spørgsmålstegn ved om det altid er klogt at være ærlig om affærer eller at fortælle sin partner om sine erotiske fantasier.

Hun provokerer med at sige, at vi vil for meget på én gang og forlanger for meget af hinanden i parforholdet, og der rammer hun lige i Solar Plexus hos alle de par, hvis seksualliv er druknet i arbejde, børneopdragelse, indkøb og vasketøj.

Andre betragtninger har også en stærk efterklang. For eksempel taler hun for, at tryghed i parforholdet er ikke altid nok, der skal også være noget, der er nyt og spændende og mystisk hos partneren for at vække erotikken. Og hun taler for at planlægge sit seksuelle samliv, frem for at vente på, at tiden til samvær kommer dumpende fra oven. Om hvordan opvæksten påvirker sexlivet og det samme gør det selv at blive forældre, med forslag til hvordan man som par kan frigøre sig fra de roller, man nemt falder i, som kan dræbe erotikken.

Bogen brillierer med lange rækker af fantastisk gode eksempler og ved at være meget velskrevet. Esther Perel er knivskarp og jeg kan kun sige, at det er skønt at bogen er blevet oversat, så man kan anbefale den til danske par. Bogen er lidt akademisk i sproget og har mange sociologiske betragtninger, og den er ikke specielt praksisorienteret. Men du kan næppe læse den uden at få nye reflektioner og en masse stof til eftertanke med dig.

Om man er enig i det hun skriver eller ej, så er bogen bestemt inspirerende og læseværdig.

Erotisk intelligens – Nøglen til begær i lange parforhold

Esther Perel

292 sider

Gyldendal

2016

Anmeldt af Gitte Sander