Der synes at være stigende enighed om, at mange problemer kunne løses ved at kvinderne vendte tilbage til kødgryderne. Det ville være positivt for de forsømte børn, for de forsømte gamle, for reduktion af arbejdsløshed og kriminalitet.

Niels Arbøl har skrevet Det moderløse samfund – en naturvidenskabelig kulturkritik – der sætter manglen på tilstedeværende moderskab i relief, og det er samme problematik Møllevang og Brix-Hansen tager fat i med eksempler der både er groteske og genkendelige:

Når mor skal på et weekendkursus, og far dagen før finder ud af, at han alligevel ikke kan tage sig af hjemmefronten. Eller det endnu mere groteske. Når mor pisker rundt en hel dag for at få børn, skoleaftaler og hjem til at hænge sammen, og far let henkastet meddeler, at han lige tager til gymnastik en times tid. Ikke uden underholdningsværdi fremstilles en hverdag der er så meget i tidsunderskud, at et barn i 5. klasse bliver kørt i bil de tre kilometer til skolen.

En del af debatten handler selvsagt om mars- og venusboere: At manden er genetisk programmeret sådan, at han er eminent til at singletaske. Der er ikke så meget nyt i det kapitel, men måske kan man som kvinde i samme situation finde en vis skummel glæde i det brutale portræt af ægtemanden.

Efter hvert kapitel stilles der spørgsmål til læseren, nogle gode og andre overflødige:

Er det i orden, at vi medicinerer os selv for at holde hverdagen ud?

Tone Brix-Hansen fortæller om en fødsel der nærmest emmer af manglende omsorg fra sundhedsvæsenets side, og blandt andet derved bliver en reklame for hjemmefødsler. Essensen er, at børnefamilier har brug for en voksen hjemmegående, og da kvinder har de medfødte instinkter til netop dette, er tilværelsen som hjemmegående en overvejelse værd.

Mette Møllevang og Tone Brix-Hansen

178 sider

mellemgaard

Udgivet: 10.04.2015