George har mistet sin livsledsager, Jim, i en bilulykke, og han er først ved at forstå det. George er i halvtredserne, han er englænder, men bor i Californien, hvor han underviser studerende i litteratur. Vi følger ham en dag, der begynder i hans hjem med minder om Jim, om deres køb af det hus, George nu bebor alene. Siden gør Georg sig klar til at tage på arbejde. Efter med fuldt overlæg at chikanere en regelret medarbejder i sekretariatet, går han ind til sin undervisning. Der er Huxley på programmet, og de studerendes diskussion kommer til at handle om minoriteter og majoriteter, om rettigheder og aggressioner.

Siden tager han hen til en døende bekendt, og efterfølgende besøger han en alkoholiseret veninde for til sidste at ende på en pub, hvor han møder en af sine mere tiltrækkende studerende.

Undervejs spidder forfatteren omgivelserne på det grusomste, nogle anklages for hykleri, og ingen skånes for slagtning, især de studerende må holde for, omend det kun er tænkte tanker, ikke verbale udladninger:

… det officielle svar er, at de forbereder sig på livet, hvilket vil sige et arbejde og tryghed til at opfostre nogle børn som kan forberede sig på livet hvilket vil sige et arbejde osv.

Åh gud, hvad skal der blive af dem allesammen?

Isherwood bruger sproget som en velassorteret værktøjskasse, og han er betagende overlegen og elegant i sin skrivestil, omend brutal ved de omgivelser der ikke tillader George at fortælle om Jim og savnet af Jim. Han nævner ikke selv Jim, fordi han ikke vil til at forklare, hvilket forhold han havde til ham. Homoseksualitet var ikke noget man talte om i 1962.

George kæmper med sine frustrationer inde bag facaden, og i baggrunden tegner sig et billede af forurening over Los Angeles, bilkøer og voksende parkeringsområder der langsomt er ved at isolere universitetet fra det omgivende samfund. Vi er i gang med den kolde krig, universitetet får besøg af en specialagent fra Washington der skal fortælle, hvordan man spotter en kommunist. Der er endnu ikke så mange sorte på uddannelsen, og verden tilhører den hvide mand, men altså ikke den homoseksuelle, hvide mand. Og penge er det, det handler om. Det er derfor, man får en uddannelse:

‘Er der ikke blot en minimal tilfredsstillelse ved at være til gavn, i stedet for at være med til at producere flere ligegyldige forbrugsvarer. Betyder det ikke noget at vide, at man tilhører en af de få professioner her i landet som ikke er bundkorrupt?’

Isherwood er tidligt ude med sin samfundskritik, han er skarp, ond og rammende. Ene mand kan læses med samme begejstring i dag som ved udgivelsen, hvor den blev benævnt ‘Instant classic’.

Ene mand

Christopher Isherwood

Oversat af Juliane Wammen

171 sider

Turbine

Udgivet: 26.10.2020 (1964)

Birte Strandby