Ny bog om Elg, Bjørn og Bæver i serien der indtil videre omfatter: Det store bjørnekram, Elg søger lykken Den travle bæver og Ned ad floden.

De tre venner beslutter sig for at tage på vandretur og bjergbestigning. De krydser en kløft og vader gennem en flod. Det går fint, men de synes der sker for lidt og vil løbe om kap resten af turen op ad bjerget. Det går galt for Elg der ryger ud over kanten og kun lige når at holde sig fast i et træ på en klippeafsats. Bjørn vil redde Elg, men ryger også ud og bliver grebet af Elg i sidste øjeblik. Heldigvis er Bæver dyr for at redde vennerne – med snedighed ikke med fysikken. Og bagefter er de tre enige om at gøre resten af turen i roligt tempo.

Som det gælder i alle fem bøger er det illustrationerne der styrer fortællingen, teksten bidrager kun beskedent til de fortællende billeder. Selv konkurrenceelementet illustrerer Bæver tydeligt, da han står på toppen af et bjerg med en guldmedalje om halsen. Og venskabet mellem de tre understreges på sidste side, hvor de alle tre står med armene/poterne/klovene om hinanden.

Bøgerne om Elg, Bjørn og Bæver tjener flere funktioner. Der er fantasiens eskapistiske funktion. Der er også emotionelle elementer, som da vi bekymres over Elg og Bjørns uheld, der er lige ved at være rigtigt farligt. Og så er der som sædvanligt det opdragende element: I stedet for at konkurrere hjælper de hinanden og får en god dag med vennerne ud af det. Hvis man gerne vil støtte sit barns konkurrencegen, er dette måske ikke bogen, mens den til gengæld får understreget betydningen af venskab og samarbejde.

Eneste problem, og det er måske et voksenproblem? Hvordan holder Elg sig fast i træet?

Nicholas Oldland

Oversat af Nanna Gyldenkærne

40 sider

Målgruppe: +2 år

Høst & Søn

Udgivet: 04.05.2015

Birte Strandby