Jeg er kunstner uden værk, men er jeg så kunstner?

Iben Mondrups anden roman og som i ’Ved slusen’ fra 2009 er det en kvindelig jeg-fortæller, Justine, der skal samle sig selv op efter at være blevet svigtet at sin kæreste. Herudover er hendes kolonihavehus brændt ned til grunden, og dermed er hendes historie såvel som de malerier, hun skulle udstille, forsvundet for evigt.

Ellers er Justine en relativt succesrig kunstner i selskab med andre relativt succesrige kunstnere, herunder veninden Ane der både har karriere, baby og mand – ganske vist ikke et pragteksemplar af en mand: Under fødslen af den fælles baby er han gået på værtshus med en anden dame.

Romanen veksler mellem bruddet med Vita, branden som måske er påsat, morfaren der var kunstner og de forskellige mænd, som Justine angriber aggressivt, besiddende og grænsesøgende. Der er også et klip tilbage til den alkoholiske mor, der for længe siden har overdraget opdragelsen af sit barn til morfaren. Og så er der Ane, der repræsenterer en borgerlighedens tilstedeværelse på kanten af Justines liv.

Bogen kan defineres som en punktroman: En række korte let poetiske prosatekster der i sin sammenhæng bliver til – ikke handling – men en jævn nogenlunde kronologisk fremadskriden. I lighed med ’Ved slusen’ kan man få en mistanke om, at romanen har et betydeligt element af selvbiografi, og at oplevelserne er forfatterens egne. Desværre går romanen lidt i selvsving, læseren bliver let koblet af ved de jævnlige ferniseringer, og det er svært at følge Justines op- og især nedture, der afsluttes med et meget konkret sammenstød med ordensmagten.

Iben Mondrup

228 sider

Gyldendal

Udgivet: 01.03.2012

Roman

Birte Strandby