En halv procent af den danske befolkning – ca. 20.000 mennesker – er udsatte, det vil sige, at de lever med en kombination af hjemløshed, misbrug og psykiske problemer.

Men hvem er den hjemløse? Er det et menneske, der mangler en bopæl, eller er der mere i mennesket og i begrebet?

Ole Thyssen tager læseren med på rundtur i begrebet og ser nærmere på, hvad der ligger bag tilstanden. Kan man være hjemløs uden at være boligløs? Kan man være hjemløs i sin krop? Vi får hjemløsheden belyst fra alle sider, og en konklusion må nok være, at nogle former for hjemløshed kan afhjælpes, men måske skal de afhjælpes på en anden måde, end dem vi bruger i dag.

Overordnet kommer hjemløshed i fem varianter, 1) den fysiske hjemløshed – at mangle et sted at bo, 2) den filosofiske hjemløshed. Den hjemløse lever i tid og er permanent ude af sig selv, 3) den eksistentielle hjemløshed – den hjemløse er knuget af fortid og ude af stand til at gå ind i fremtiden, 4) den sociale hjemløshed. Den hjemløse kan ikke finde vej til andre mennesker, og 5) den politiske hjemløshed. Landet står ikke (længere) for de samme værdier som den hjemløse. Den hjemløse kan ikke kende sig selv som borger i landet.

De fleste af de hjemløse i dagens Danmark er blevet hjemløse i forbindelse med et tab – af job, kæreste, bopæl eller noget andet – og er røget videre i misbruget eller alkoholen.

Hjemløshed er ikke udelukkende negativt. Både Buddha og Jesus talte om hjemløshed som en befrielse fra det materielle, og det kan også være en frigørelse fra klaustrofobien – eller det kan være et projekt. Thyssen fortæller om forfatterne London og Orwell der forsøger sig som hjemløse. London tog ganske vist hjem til sin hemmelige lejlighed efter kolde nætter som hjemløs. Man kan næsten benævne det slumturisme.

En lille bog om hjemløshed har andre beretninger om hjemløse, således Mikkel Thøgersen (fra Kongens fald af Johannes V. Jensen) der aldrig finder sig til rette i virkeligheden, Pontoppidans Lykke-Per der med en ‘trodsig, stridbar ensomhedsfølelse’ er hjemløs i sin slægt – og kantet og fremmed i den slægt, han er tæt på at gifte sig til, og Goethes unge Werther der er hjemløs i sin kærlighed.

Der er mange måder at være hjemløs på, og vores velfærdssamfund kan kun tackle den omsorgsfulde og let hykleriske udgave, der stoler på den hjemløse, forventer at få ham i arbejde og generelt satser på at sluse ham tilbage til den plads, han kom fra. Det fungerer sjældent. Er der andre muligheder?

Thyssens opererer med de personlige stedord, jeg, du, det. Hovedpersonen er et Jeg – med stort. Jegs sociale verden er Du, og Det er den fysiske verden. Det giver god mening, når læseren forholder sig til hovedkarakteren, men virker ikke desto mindre jævnligt forvirrende, når der står Jeg, hvor man forventer ‘han’.

En lille bog om hjemløshed

Ole Thyssen

240 sider

Multivers

Udgivet: 05.30.2021

Birte Strandby