Nogle forfattere anvender udenforståendes eller børns synsvinkel til at skildre voldsomme begivenheder, og her er Rehana fortælleren i historien om Bangladesh’ tilblivelse. Selv er hun enke, hårdtarbejdende og omsorgsfuld i alt, hvad der vedrører hendes børn, Sohail og Maya. Rehana er ikke særligt politisk engageret, men da Sohail og Maya begynder på universitetet, bliver de begge aktive modstandere af de pakistanske autoriteter, der sender østpakistanske indtægter til Vestpakistan, udsteder løfter, de ikke har tænkt sig at holde og forsøger at tvinge folk til at tale urdu i stedet for bengalsk.
I 1970 da cyklonen rammer landet, forsvinder den sidste rest af tillid til den pakistanske regering:

”… Rehana huskede den dag, da Sohail og Maya kom tilbage fra redningsarbejdet: Det røde i deres øjne, da de fortalte hende, hvordan de havde ventet på madforsyningerne og set vandet stige og ligene blive skyllet ind på stranden; hvordan de med voksende panik havde indset, at forsyningerne ikke ville komme, for de var aldrig blevet sendt.”

Rehana, angiveligt forfatterens bedstemor, gemmer de unge mænd fra modstandsbevægelsen i sit hjem og deres våben i sin have, men en dag kommer pakistanske soldater for at lede efter Sohail.

Et lands litteratur er så vigtig som selve historieskrivningen, fordi det er historieskrivning iført menneskelighed, og blandt andet derfor er ”En gylden tid” en vigtig bog.
Samtidigt er det en læseværdig og underholdende roman om den lille historie i den store: Rehanas udvikling fra mor til viljestærk nationalist, og bogen giver et nærværende billede af en verden langt fra vores, men måske alligevel ikke så anderledes.

Forfatter: Tahmima Anam
Oversat af Julie Top-Nørgaard
352 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 30.01.2009

Birte Strandby