Historie om Sebastian der bor i et tog – et kørende tog. Han ligger på taget af sit tog og nyder livet, da det pludseligt stopper. Der ligger træstammer på skinnerne. Sebastian hopper ned for at kigge på forhindringen og møder troldmanden Knaak. Knaak påstår, at han let kan fjerne træstammerne, men kun hvis han kan finde sin tryllestav. Sebastian går med ham hjem, og finder med noget besvær tryllestaven, som han desværre kommer til at afprøve. Og så går det, som det går for Harry Potter, da han bruger magi uden for Hogwarts. Statslige myndigheder kommer efter ham og efter Knaak der har udlånt sin tryllestav til en ikke-magiker.

Repræsentanterne for ITM – Intern Trolddom og Magi – sørger for, at Knaak får en betinget frakendelse af sin magi, men efterlader ham med en teoriprøve, som han skal bestå for fortsat at måtte udøve magi. Sebastian beslutter sig for at hjælpe ham med prøven, og det er også nødvendigt, for Knaaks hukommelse er ikke så god.

Den første del af teoriprøven består i at trylle en frø om til en prins og siden til en elefant. Ingen af delene går helt som beregnet, og der sker også besynderlige ting ved de næste prøver, men der kommer hjælp fra uventet kant.

En Glemsom Troldmand er rimeligt sjov, en af karaktererne er en elefant med forkærlighed for at spise fluer – det gjorde han, da han var en frø, og Sebastian er en slags drengenes svar på Pippi Langstrømpe, han har aldrig hørt om juleaften, sommerferie eller lektier. De sorthvide tegninger er fine nok, og der er tryllerim, der vil interessere de yngste læsere.

En Glemsom Troldmand

Et Skovbryns Eventyr

Jan Rybka

Illustrationer af Thomas-Bo Huusmann

99 sider

Målgruppe: 7+

Huusmann

Udgivet: 2019

Birte Strandby