Simon er en ældre herre, 65 år, og læseren møder ham første gang til en begravelse, hvor han filosoferer over det med at leve livet forlæns og forstå det baglæns. Efterfølgende kommer han til at diskutere med præsten, om han ville begå de samme fejltagelser, hvis han fik et nyt liv: … en ny chance for et splinternyt liv, hvor jeg kan tage alle mine dyrekøbte erfaringer med mig.

Præsten, der kan mere end pensum på det teologiske studium, opfylder hans ønske: Som en anden Max Tivoli får Simon et nyt liv, der begynder ved de 65 år og som gennem en 65 år lang foryngelsesproces vil slutte, når han igen er blevet til et spædbarn.

I begyndelsen lever Simon en forrygende tilværelse. Han bliver verdensberømt dirigent – tilbedt af publikum og især af kvinder, men efterhånden udtrykker medierne undren over den fortsatte vitalitet, og Simon beslutter sig for at trække sig tilbage fra rampelyset.

Først tager han til Marokko, men bliver skræmt tilbage til Europa, hvor han efter nogle år føler sig fastlåst: Han vil ikke længere kunne få nyt kørekort eller nyt pas. Hans adfærd bliver stadigt mere grænsesøgende, og han forsøger selvmord, men han kan ikke fravige sin kontrakt om de 65 år. Senere henvender han sig til et sindssygehospital, men heller ikke her formår man at tackle hans særlige tilfælde.

Romanen er tidsmæssig vanskelig at placere, der er videoovervågning og ultralydsscanning, men ingen mobil, og på sindssygehospitalet siger man De og Dem til overlæge og sygeplejerske, mens behandlingsmetoderne tydeligvis er fra 60’erne.

En del af Simons tilværelse handler om sex, som om han ad den vej forsøger at få svar på sine eksistentielle spørgsmål. De erotiske scener giver romanen et fragmentarisk præg, og der noget hæsblæsende over romanen, som er det vigtigt at nå frem til slutningen/afslutningen.

En drøms anatomi

Preben Østerfelt
173 sider
EC-Edition
Udgivet: 2012

Birte Strandby