At spille skak er som forsøge at skrive Den guddommelige Komedie…

I modsætning til Falcones der netop har skrevet en roman om Barcelona skriver Riesco om Sevilla og mauerernes tilbagetrækning fra den iberiske halvø. Det vil sige den handler om en slægt, der påtager sig den opgave at spille et sidste parti skak med maurerne, så man kan afgøre hvem tårnet La Giralda skal tilhøre.

Hvordan denne mærkelige forpligtelse kommer ind i familien er en beretning for sig, men det begynder med Léons heftige forelskelse i Julia. Julia er enke og indehaver af et lille trykkeri. hvis fabrikschef elsker hende og forventer at blive hendes ægtefælle en dag. Det sker ikke, til gengæld sender han sit had til konkurrenten videre til sin søn, og det giver flere oplagte muligheder for læseren, når der skal gættes på, hvem der har begået romanens grufulde mord.
Julia og Léon bliver forældre til Abel, romanens hovedkarakter og egentligt ham, der er udset til at spille det sidste parti skak med maurerne, men sådan går det ikke. I stedet bliver det Abels datter, der kommer til at afgøre partiet, men det gør hun med stort diplomati. Og så opdager hun også, hvem der er romanens virkelige morder.

Det er en familiekrønike understøttet af små sidefortællinger om menneskelig særhed og om skak, der ifølge historien blev opfundet for at krigsherrerne kunne udspille deres dyster på brættet fremfor på slagmarken. Der er som hos Saramago en humoristisk tone under hele fortællingen, der gør den let læselig, til gengæld har oversættelsen et rigeligt skødesløst forhold til intransitive verber.
Nerea Riesco

Oversat af Sigrid Kjerulf
573 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 08.03.2011

Birte Strandby