Denne billedbog kombinerer det dagligdags – børnehaven med Gul Stue og dens beboere – med det fiktive: Et edderkoppepar, der bor i et hjørne af loftet på Gul Stue; fiktive fordi de hedder Petra og Peter, de opfører sig som et ældre ægtepar, og de råder over møbler og en del menneskelige træk.

Illustrationerne er detaljerede, farverige og genkendelige for dem der læser Alvin-bøgerne. Der foregår meget på tegningerne af Gul Stue, hvor kurvene er fulde af legetøj, pædagogen laver boller, og ungerne leger larmende, og illustrator Jesper Tom-Petersen har været så venlig at supplere med nogle lyd-udtryk som skriiii, bøh, wruuuuum, så læseren er helt klar over lydeffekterne. Alle venstresider kan foldes ud, så edderkoppernes hjemlige hjørne indgår i det samlede indtryk

Det velkendte er således iscenesat, og handlingen går i al enkelhed ud på, at edderkoppeægteparret vågner ved, at pædagogen Marianne låser sig ind. Da de første børn og deres forældre ankommer, laver edderkoppen Peter morgenmad til sin edderkoppekone. De to nyder børnenes afsyngelse af Lille Peter Edderkop, men herefter stiger støjniveauet, så edderkopperne beslutter at spinde sig frem til byggemateriale til en lille, lydtæt kube. Det virker fint, men så begynder børnene at kaste bolde efter kuben, og edderkopperne er på nippet til at flytte, indtil pædagog-Marianne griber ind med en smukt timet stilleleg, hvorefter bogen slutter i fuldendt idyl.

Fine billeder og et godt oplæg til diskussion med unge læsere. Man kan undre sig lidt over fænomenet  ’edderkoppekube’, men på den anden side, hvis edderkopperne kan lave mad og ligefrem danne langtidsholdbare par, så er edderkoppekuber vel acceptable?

Ulrik T. Skafte

Illustreret af Jesper Tom-Petersen

28 sider

Turbine

Udgivet: 01.07.2014