Finske Tove Jansson kendes mest af alt som ”mor” til mumitroldene. Men faktisk har hun også forfattet en række fortællinger skrevet til voksne. ”Dukkehuset” er forfatterens debutnoveller fra 1978. Samlingen rummer i alt 12 fine små fortællinger. Gyldendal udgiver i alt fire titler i en serie af Tove Janssons fortællinger for voksne; de to er mindre romaner og de to er novellesamlinger. Alle udkommer de i et lille lækkert format, der passer perfekt til din taske.

Ved første møde virker de 12 noveller i ”Dukkehuset” ret forskelligartede. Når du kommer mere i dybden med dem, bemærker du, at alle handler om mennesker der brænder for noget. Denne passion kan både være en drivkraft og en barriere i deres tilværelse. På overfladen skildres mennesker, der tilsyneladende lever helt almindelige liv, men det er ikke tilfældet når man kigger nærmere efter. Vi kommer vidt omkring og møder mange spændende karakterer; både ”hjemme” i Finland og udenfor landet. Persongalleriet er også varieret. Det viser hvilken rummelig kvinde Tove Jansson må formodes at have været. I titelnovellen møder læseren til eksempel to mænd, der bor sammen, og hvor den ene er dybt engageret i at bygge et stort dukkehus. Det udvikler sig til en dybfølt passion og lidenskab, men partneren deler ikke denne interesse.   

Stemningen i novellerne binder også bogen fint sammen. Der er – som i hendes Mumiunivers – noget let, finurligt og også gådefuldt over historierne, der spænder vidt. Som alle gode noveller overlader disse også en hel del til læseren.

En af de fortællinger jeg særligt holdt af, var ”Lokomotiver”. Den beskriver et menneske, for hvem interessen for lokomotiver må betegnes som både en velsignelse og forbandelse. Det udvikler sig gradvist og tager til. Han møder en lidelsesfælle og det kunne blive så godt. I stedet er denne novelle mørk, sådan som vi også kender det fra Mumi-universet.

Novellen ”Kunst i naturen” må også fremhæves. På knap ti sider udspiller der sig en spændende filosofisk diskussion af kunst- og kulturbegrebet. Skal kunst forestille noget? Hvornår er der tale om god kunst? De spørgsmål rejses i en herlig fortælling, der samtidig portrætterer en passioneret og engageret vagtmand, der holder opsyn med en kunstsamling. Han når frem til at ”Det er det hemmelighedsfulde, som er vigtigt, på en eller anden måde meget vigtig.”

Tove Jansson behersker novellegenren perfekt. Hun skriver kort og præcist, og med antydningens kunst, så der overlades noget til læserens fantasi. Nok er teksterne korte, men du gør dig klogt i at tage dig tid til at smage på de velvalgte ord, der rummer mere end som så. Tove Jansson kan nemlig koge et menneskes tanker, følelser, tvivl og overvejelser ind til en enkelt sætning eller to. Jeg fandt det især interessant at kredse ved de relationer og bånd, der beskrives – både i det sagte og usagte.

”Dukkehuset” er med til at cementere Tove Janssons forfatterskab og ikke mindst hendes virke som voksenforfatter. Samtidig er novellesamlingen – forhåbentligt – med til at skabe opmærksomhed for novelleformen, der forsat virker til at være en overset genre i den brede offentlighed. Som samlingen viser med al tydelighed er det litteratur, der har meget at byde på!

Dukkehuset

Forfatter: Tove Jansson

Oversættelse: Agnete Dorph Stjernfelt

Forlag: Gyldendal

213 sider. Hæftet

Udgivelsesdato: 17. 6. 2020

Anmelder: Nønne Lønne Votborg