Den sjette bog i serien om Emma og veninderne, der har opdaget, at drenge rent faktisk er interessante og til at forelske sig i. Emma har scoret Fardin, men han er nu ikke nogen fantastisk god kæreste og har ikke meget talent for det med søde sms’er og særlig opmærksomhed sådan som Jessicas og Idas kærester har. Faktisk virker han ikke specielt forelsket.

Emma og hendes mor er blevet godkendt som værtsfamilie for en udvekslingsstudent, Rodrigo fra Argentina, og hvis han nu er et præmiehug, så må han kunne bruges til at gøre Fardin jaloux. Rodrigo viser sig at være meget andet end et præmiehug, men der er alligevel en del prestige i at have ham boende. Cecilia fra klassen optræder overbevisende i rollen som en led sæk og prøver at score Rodrigo, men udi i kærlighedslivet venter der overraskelser til hele flokken.

Emma har alverdens vanskeligheder i de heftige dimensioner, man skal være teenager for både at have og forstå, men Jessicas problemer er større, for hendes far har svært ved at styre sin alkoholisme og optræder brutalt overfor Jessica og hendes mor, og så har Jessica nogle praktiske udfordringer i sit kæresteforhold.

Emmas tilværelse kompliceres også af at, at hendes mor dater skoleinspektøren. Det er ret pinligt, selvom han har egne slåskampe og ikke inviteres til at deltage i Emmas.

’Skolereformen’ smilede han undskyldende… og så pludselig mærkelig træt ud.

Emma udvikler sig stadig, og i denne bog finder hun endelig noget, hun synes, at hun er god til, og det kan endda bruges i det virkelige liv.

Annette Herzog

160 sider

Høst & Søn

Udgivet: 30.10.2014

Birte Strandby