Toere efter vellykkede ettere er en faldgrube for sig. At det næsten lykkedes Alexandra Ripley med romanen Scarlett at skrive en fortsættelse til Borte med blæsten, skyldes først og fremmest at sidstnævnte sluttede uforløst. Det samme kan man ikke sige om Jane Austens Stolthed og fordom, der tværtimod slutter i en overdådig dobbelt happy ending, en tredobbelt hvis man medregner de bekymringer, de unge damers mor kan slippe efter at have fået bortgiftet tre af sine fem døtre – de to til overordentligt gode kår.

Alligevel har P. D. James taget udfordringen op, hvor der vel næppe var en udfordring, og skrevet en krimi i fortsættelse af Austens berømte roman. P. D. James er en erfaren forfatter og en dygtig skribent, og det er spørgsmålet om ikke hendes sympatiske detektiv Dalgliesh efterhånden er så indskrevet i krimilitteraturen som Poirot og miss Marple. Men trods det at projektet er i de bedst tænkelige hænder, er Døden kommer til Pemberly ikke nogen fantastisk krimi.

Krimien begynder seks år efter, at Elizabeth Bennet og hendes søster Jane er blevet gift. De har begge fået børn, deres søster Mary er ligeledes blevet gift, Darcys søster har fået ikke mindre end to tilbedere, og svogeren Wickham der engang var Elizabeths beundrer, er trods ægteskabet med Elizabeth og Janes lillesøster Lydia ikke velkommen på Pemberly.

Efter et rids af familiens liv indtræffer katastrofen. Lydia ankommer til Pemberly hysterisk og skrigende, at hendes mand er blevet skudt. Det viser sig, at det ikke er Wickham, men kaptajn Denny, der havde en perifer rolle i Stolthed og fordom, der er blevet skudt. Wickham bliver anklaget for mordet, og en del af romanen foregår i en retssal. Der er ikke meget detektivarbejde, men en slags opklaring finder sted og den er – naturligvis – anderledes end forventet, men bestemt ikke noget kriminalteknisk vidunder.

James kender sin Austen og enkelte steder låner hun sproget direkte fra Stolthed og fordom, men resultatet bliver ikke hverken en overbevisende fortsættelse eller en god krimi, og enkelte steder misfortolkes karaktererne ligefrem. Eksempelvis skriver Lady Catherine i krimien et brev til sin nevø Darcy:

Jeg sender min medfølelse til dig og mrs. Darcy. Du må ikke tøve med at sende bud efter mig…

hvilket harmonerer dårligt med den udtryksform og selvcentrering, hun demonstrerede i Stolthed og fordom:

Lady Catherine talks, which she did without any intermission till coffee came in, delivering her opinion on every subject in so decisive a manner as proved that she was not used to have her judgment controverted.

Et andet problem er, at Elizabeth der dominerer Stolthed og fordom med sit vid og sit smukke sprog i krimien er reduceret til en biperson. Desuden er der ikke længere nogen kærlighedshistorie. Ganske vist forsikrer forfatteren jævnligt læseren om harmonien i de to ægteskaber, men det bliver ved det, og man kan undre sig over, hvem romanens virkelige målgruppe er.

P. D. James

Oversat af Hanne Bubandt

310 sider

Rosinante

Udgivet. 12.10.2012

Fås også som e-bog