Sex og vampyrblod er en farverig cocktail, og Charlaine Harris er en superstar i den del af vampyrgenren. Hun har skrevet 30 romaner om folk med sære evner, vampyrer og alskens mytiske væsner. Hvis man skal være lidt ond ved den populære ‘Twilight’-serie, kan man sige at den fem år senere udkomne ‘Twilight’ er en temmelig light, ærbar og sexuelt ret så nedtonet kopi af ‘Død ved solnedgang’ som er første bind i Charlaine Harris’ meget livligere True Blood-serie med dødliderlige, kisteglade og totalt sexfixerede vampyrer og blodpulere – mænd og kvinder der vil gøre alt for at kneppe med en vampyr.

Hovedpersonen er den tankelæsende Sookie Stackhouse, en 25-årig veldrejet servetrice med komplekser over sit tankelæser-handicap. Komplekserne får hun hurtigt styr på. Vampyren Bill kommer til den lille by for at slå sig ned. Sookie bliver venner og kæreste med Bill, og hun finder hurtigt ud af, at det er meget sjovere at være eks-jomfru.

Vampyrblod viser sig at være fabelagtigt elskovsmiddel og helbredsbooster, og ud over det rent fødemæssige aspekt ved blodsugningen ses der en lignende effekt hos dødbiderne, der i forhold til ders status som døde, må siges at være optimalt livlige.
Vampyrer er blevet anerkendt som personer, og der kan købes syntetisk blod og masser af mennesker elsker at blive suget.
Som et fornøjeligt kuriosum dukker selveste Elvis op på scenen, men har desværre været lidt for længe hjernedød inden transformationen til vampyr. Elvis har ikke forladt bygningen, blot evakueret øverste etage.

Der er selvfølgelig også dårligt integrerede vampyrer som slår for mange mennesker ihjel, men alt i alt forsøger de drabelige vampyrer at leve blandt menneskene, med hvem de har en interessant og temmelig seksuelt betonet symbiotisk forbindelse.

Oven i al vampyrhalløjet kommer en række mord på unge kvinder plus Sookies bedstemor.

Sookie må bruge sine evner og sit mod for at overleve den morderiske seriekvæler der stræber efter at lægge sine klamme hænder om hendes hals.

Det er et flot udlæg til en spændende serie. Der er allerede udkommet ti bind i serien i USA, og der er planlagt yderligere tre, så må vi se om den kan holde trykket og dampen oppe. De første fem bind kommer på dansk i løbet af foråret. ‘Død indtil solnedgang’ er tempofuld, morsom og rigtig god i sin genre.

Død indtil solnedgang
Forfatter: Charlaine Harris
Oversættelse: Stig W. Jørgensen
348 sider
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udg.: 18.01.10
Jan Vandall