Med Dissidentparken har Jonathan Lethem kastet sig ud i at kreere en historisk slægtsroman, hvilket er en ny retning i forhold til tidligere værker.
Ikke så meget med fokus på selve de historiske begivenheder som på sine karakterer, guider Lethem os gennem tre generationer af en familie hvori tiltrækningen til revolutionære tendenser ikke er til at tage fejl af.
Fra Rose Zimmer, 3. generations-jøde bosat i Queens og kommunist med så stort K, at hun i nabolaget er kendt som ’den røde dronning’, over datteren Miriam, der med sin mand, Tommy, slutter sig til sandinist-oprørerne i Nicaragua og til deres søn Sergius der ender med at blive en del af Occupy-bevægelsen og dermed slutter cirklen og cementerer sit tilhørsforhold til den slægt, han ellers hele sit liv har været ufrivilligt afskåret fra.
Revolutionstemaet binder fortællingen op på historie, men Lethem fokuserer historien i og gennem sine karakterer, således at de personlige fortællinger, familietemaer og indre dramaer bliver historie set som en del af bevidsthed og social arv.
Og Lethem har unægtelig et talent for at skabe personligheder. Han præsenterer os for komplekse, excentriske, karismatiske og interessante karakterer som stadig fremstår realistiske og menneskelige og i udfoldelsen af disse karakterer ligger romanens største kvalitet.
Dissidentparken er af enkelte anmeldere blevet kritiseret for at være en roman der omhandler den historiske kamp for arbejderklassens rettigheder gennem forskellige generationer, men som ender med at modsige sig selv for så vidt som dens karaktergalleri består af intellektuelle, akademikere, som på trods af deres revolutionære tendenser ikke selv er en del af den gruppe de kæmper for. Præmissen for en sådan kritik må være, at romanen læses som en politisk roman med et bestemt og på forhånd givet politisk budskab, men jeg ser ikke grundlag for at tilskrive romanen et så udtalt politisk motiv og derfor finder jeg også netop denne kritik malplaceret.
Jeg vil anbefale at læse Dissidentparken, primært pga. dens persongalleri, men også fordi Lethem generelt er skarp, humoristisk og indsigtsfuld i sine iagtagelser. Jeg må dog også indrømme, at jeg har været mere begejstret for tidligere romaner af Lethem end jeg var for denne, men det betyder bestemt ikke, at den ikke fortjener at blive læst.
Dissidentparken
Jonathan Lethem
363 sider
Klim
På dansk ved Søren K. Barsøe
2015
Anmeldt af Tea Stræde Spile
