En bog om ”the pur-fect cat”. Kattefortællinger er forsøgt før. Doris Lessing har skrevet en bog om de hjemlige katte, Suzanne Brøgger har skrevet om katten Linda Evangelista Olsen, og Tove Ditlevsen skrev engang et kort essay om sin kat. Men selv for en kattefan kan det godt være vanskeligt at arbejde sig gennem en bog, der handler om et husdyr. Det bliver trivielt i længden at høre om, hvor nuttet, venligt og begavet dyret er, og som de fleste dyreelskere tillægger forfatteren kræet adskilligt flere udmærkede karaktertræk end biologien sædvanligvis muliggør. Til gengæld er der nogle korte, vidunderligt velskrevne beretninger om historisk og demografisk udvikling i Iowa, og så er der nogle ret uinteressante beskrivelser af livet på Spencer Public Library, især er der rigeligt med uvedkommende detaljer om både personalet, bibliotekaren og kattens sygdomme.

Til gengæld er der ingen tvivl om forfatterens kærlighed til sin kat, og det er vel nok til at få tilgivelse for en bog hvis indhold pr. definition grænser sig til det småkedelige.

Dewey bliver fundet i bibliotekets afleveringsboks en kold morgen, mager og forfrossen og adopteres på rekordtid af såvel personale, byråd som bibliotekets lånere. Antallet af lånere stiger voldsomt efter Deweys ankomst, og alene diskussionen om valg af navn (Dewey Readmore Books) udløser langt flere indlæg end nogen konkurrence i bibliotekets historie. Den lille by Spencer er hårdt ramt efter flere (finans-)kriser, og Dewey får en særlig status som optimismeindslag i de 19 år, han bor på biblioteket.

På YouTube kan man finde film med Dewey – og det er en dejlig kat.

Vicky Myron med Bret Witter
Oversat af Bettina Frank Simonsen
307 sider
Bazar
Udgivet: 16.09.2009

Birte Strandby