Det 13. bind i ‘den lette Danmarkshistorie’ begynder der, hvor den foregående forfatter, Kåre Johannesen, sluttede Forrædderen: Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt detroniseres, Ulfeldts statue halshugges, Leonora Christina stoppes i sit flugtforsøg og indsættes i Blåtårn. Frederik den III og hans stålsatte dronning kæmper med fjender såvel uden for som inden for landets grænser. Peter Schumacher med det senere navn Griffenfeld stiger ved kongens hjælp til magtens tinde og falder brat ned igen.

I denne roman handler det dels om Valdemar Dane, bror til den noget egenrådige Regina, der forelskede sig i Ulfeldt i det foregående bind, og så Valdemars børn, især Ditlev der i historisk belysning er særligt begunstiget som nær medarbejder for Schumacher. Han er i øvrigt også den, der angiver ham i slutningen af dennes korte karriere.

Det er en rimeligt interessant (gen)fortælling af historien, og man har indtrykket af, at bortset fra netop den fiktive familie Dane, så er personerne fremstillet i overensstemmelse med fakta og underholdende suppleret med blandt andet et klip med salmedigteren Thomas Kingo. Religionens rolle og moralbegreber i datiden virker troværdige, og det gør også de uroligheder, der præger kongeriget, både på landet hos Valdemar og i København på den politiske front fra dengang politikere stadigt kunne dømmes til døden. Om sproget også holder, er lidt mere tvivlsomt. Til gengæld er det en let læst roman, om end de fiktive hovedpersoner bliver lidt uinteressante i forhold til de historiske personligheder. Således er Ditlevs meget hektiske forelskelse eller hans forhold til familien ikke helt så interessant som Schumachers optræden på de bonede gulve.
Lone Mikkelsen

272 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 14.05.2009

Birte Strandby