Med romanen ”Det store i det små” sætter Jodi Picoult fokus på den hverdagsracisme, der gennemsyrer det amerikanske samfund. Hun har for vane at beskæftige sig med væsentlige problematikker i sine romaner. Mange vil kende forfatteren fra romanen ”For min søsters skyld” om donorbørn, der blev filmatiseret med stor succes.

I ”Det store i det små” møder vi den tiltalende Ruth Jefferson, der arbejder som barselssygeplejerske. Hun har mere end tyve års erfaring. Trods sin sorte baggrund har hun klaret sig bemærkelsesværdigt godt. Som ung kom hun på college, fik en bachelor fra SUNY Plattsburgh og sin sygeplejerskegrad fra Yale. Ruth er mor til Edison, der er elitestudent og på vej på college. Hendes mand var soldat og blev for ti år siden dræbt i Afghanistan. Ruth er kort sagt indbegrebet af en mønsterborger, og hun stræber på alle måder efter at passe ind i det amerikanske middelklassesamfund. Men da et spædbarn på Ruths arbejdsplads dør, bliver hun anklaget for forsømmelse, uagtsomt manddrab og manddrab. Pludselig falder alting fra hinanden!

Forældreparret, der har mistet deres lille søn, er Brit og Turk Bauer. De er erklærede neonazister med en baggrund i True Patriot og American Freedom Party samt klar sympati for Ku Klux Klan. Efter sønnen Davis død søger Turk oprejsning ved at gå målrettet efter Ruth, der var afdelingens eneste sorte sygeplejerske.

Skellet mellem hvid og sort har altid været tydeligt for Ruth. Da hun bliver anklaget for mordet på Davis oplever hun, at hendes hudfarve bliver brugt imod hende. Hendes forsvarsadvokat – den hvide – Kennedy McQuarrie ønsker imidlertid ikke, at sagen skal anskues ud fra race, da det i hendes optik ikke er hensigtsmæssigt. Men er det fair overfor Ruth – og vil hun finde sig i dét?!

Jodi Picoult har skrevet en vedkommende og vigtig roman om racisme og fordomme. Som vanligt evner forfatteren at vise, hvor nuanceret en sag er. På overfladen kunne det virke banalt: Den bitre hvide nynazistiske far hader den pligtopfyldende og arbejdsomme sorte sygeplejerske, der har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men Jodi Picoult tilføjer så meget mere til fortællingen, der er inspireret af en virkelig hændelse. Efter endt læsning kan man ikke undgå at være eftertænksom. Hvilke fordomme har man selv, når alt kommer til alt – og hvilke fordomme får lov at påvirke vores samfund?

”Det store i det små” er en lang roman med sine knap 500 sider, men den er letlæst og ikke ét sekund for lang! En stor anbefaling herfra.

Det store i det små

Forfatter: Jodi Picoult

Oversættelse: Mette Egerod

Forlag: Cicero Rosinante & Co

480 sider, indbundet.

Udgivelsesdato: 11. 1 2018

Anmelder: Nønne Lønne Votborg