Erindringsbog af Hanne Kvist der især er kendt for produktion af børne- og ungdomsbøger. Det er ikke egne erindringer, men et intimt og nærværende portræt af Kvists farmor, der var ung i trediverne og fyrrene.
Herta er barn i romanens begyndelse, et nysgerrigt barn med en begavet mentor, Koldborg, der lærer hende meget men forsvinder tidligt ud af hendes liv. Herta er kvik i skolen, siger læreren, og bedstemoren siger: Hun kan bruge sine hænder. Hun skal nok blive gift. Og heri ligger romanens essens: At samfundet er indrettet på kvinder, der skal hjælpe manden og opdrage børnene og ikke så meget andet. Herta – og måske også Ella, hendes veninde – vil gerne så meget andet, men det bliver der ikke rigtigt plads til. For Herta komprimeres trangen til frihed til en affære med en gift mand. Herta er klar til at forlade mand og barn for et nyt liv, men det er spørgsmålet, om denne afstikker overhovedet kan imødekomme alle de forventninger, hun har sparet sammen.
Stilfærdigt og indfølende fortalt i Kvists rolige, malende sprog:

… en kvinde med kinder som tyngdekraften slider med at hente ind mod jordens centrum …

Om en frihedstrang der hele tiden skulle tøjles, fordi mulighederne var begrænsede og fremtiden afgjort i et samfund der trods krig og rationering var relativt statisk, hvad kønsroller angår. Lignende skildringer af individets magtesløshed kan findes hos Mogens Klitgaard (Elly Petersen), og en lignende accept af samfundets naturgivne indretning findes i Frydenlund og andre gidsler af Solvej Balle, omend Balle selv undervejs begræder, at man ikke i større omfang overvejede at kæmpe mod udviklingen.

Det snakker vi ikke om
Hanne Kvist

195 sider
Gyldendal
Udgivet: 24.10.2011

Birte Strandby