Marina Cecilie Roné har skrevet blandt andre N.I.M.B.Y og har været klummeskribent på Jyllands-Posten, Politiken og Information.

Helenes liv i kortform som barn, som ung, som voksen og som enke. Hun oplever en barndom i et ustabilt ægteskab. Det er forældrenes uoverensstemmelser og ubehagelige omgangstone, der får den 12-årige Helene til at cykle den lange tur til Gilleleje, men er det også forældrenes forhold, der får hende til at indlede et seksuelt forhold til en langt ældre mand? Et forhold hvor barnet tydeligvis er den klarsynede initiativtager.

Anders bliver Helenes mand og far til deres tre sønner, og så dør han. Faktisk er dette den tredje roman i løbet af en måned, der handler om at miste efter svær sygdom (Sorrig og glæde samt Katrines hånd er de to andre). Helene rydder op efter sin ægtefælle, hun finder næsten ingen hemmeligheder men opdager dog at hans medicinforbrug det sidste stykke tid må have fremskyndet døden. Hun kæmper for at holde sig oven vande og samtidigt være forældre for sine drenge. En ferie på Fanø bliver afklarende for hendes liv fremover, hun møder en ny mand og hvad der er vigtigere: Hun får en ny begyndelse på et gammelt forhold.

Det er en usædvanlig roman om et mærkeligt kærlighedsforhold der begynder, da barnet kun er 12 og efter eget udsagn ikke længere et barn. Det varme ægteskab med Anders bliver i stedet en parentes i det overraskende forhold til en mand, der tilsyneladende dårligt får chancen for at holde afstand til et målrettet barn.

Velskrevet, velkomponeret, overbevisende hovedperson, men er handlingen troværdig?

Forfatter: Marina Cecilie Roné
176 sider
Gyldendal
Udgivet: 26.02.2010

Birte Strandby