Psykologisk thriller – den fjerde i serien med kriminalpsykolog Katrine Wraa i hovedrollen.

Det begynder i ren idyl. Katrine er gravid og netop flyttet sammen med Jens, der også arbejder for politiet. Katrine leverer den ene af bogens synsvinkler. En anden vinkel leveres af den mand, der var årsag til, at Katrine skød et menneske i den foregående roman. Manden hedder Jim, og han er eftersøgt for flere forhold i forbindelse med en arrestation men har under dæknavn gemt sig på en lille ø i Caribien. Der er kun en måde at få fat i ham, og det er via hans kone og barn, der stadig opholder sig i Danmark.

Jim har fået nogle karriereproblemer. Hans tidligere samarbejdspartner gider ikke at arbejde sammen med ham, en orkan har taget de huse, der skulle have været hans nye hotel, og selv handler hans liv en del om jævnlige cokeforsyninger. Men så dukker først et yogahold op, og angiveligt har yoga en positiv indflydelse på kriminelle tilbøjeligheder. Siden kommer en sexhungrende norsk sild med en kæmpe luksuskatamaran til, og Jim begynder at få gode ideer om fremtidig indtjening, men glemmer at hans kumpan har egne rekorder i tortur og aflivning af genstridige samarbejdspartnere.

Flere af karaktererne – blandt andre Jims kone – gennemløber en udvikling, og thrilleren er i lange træk mere hyggelig end thrilleragtig, men så kommer columbiansk mafia og FARC ind i billedet, og så er det sket med hyggen, og både Katrine og dansk politi må tage tab. Et lille magtspil i forhold til CIA/amerikansk politi sætter krydderi på begivenhederne.

Øbro & Tornbjerg

344 sider

Politikens Forlag

Udgivet: 15.10.2014