Forbrugerismen: Menneskets trang til at få sin identitet bekræftet ved materielt forbrug snarere end ved personlige og åndelige værdier.

Den vestlige verdens ulyksalige forbrugerisme får jævnligt verbale bank i medierne, og her kommer så en omgang fra en biologisk vinkel: En gennemarbejdet og omfattende kritik af det forfatteren kalder ’en sanseløs og uhæmmet forbrugerisme og selvoptagethed’, der står i grel modsætning til den biologi, der tidligere bestemte menneskers liv og udvikling.

Problemet med forbrugerismen er udover den tydelige effekt på ressourcer og miljø, at man også giver køb på moderskabet. Det ses især i den vestlige verden, hvor kvinderne er trådt ind på arbejdsmarkedet, hvad der får dem til at vælge børnene fra eller at få dem sent.

Niels Arbøl indleder med en vurdering af fødselsraterne i den vestlige verden. De har som bekendt været faldende et stykke tid, og kun USA nærmer sig de 2,1 børn hver kvinde skal føde, for at en nation reproducerer sig selv. I Europa ligger fødselsraten bekymrende lavt, hvis man vil bevare en europæisk race, men bogen nævner ikke, at franskmændene med forskellige tiltag såsom hjælp til unge forældre har fået fødselsraten op på 1,9, efter at den har ligger omkring 1,3. Også fødselsraten i Kina diskuteres. Her er befolkningsvæksten stagneret. Kineserne mener selv, at det skyldes etbarnspolitikken, men den stigende velstand kan have givet den samme effekt. Problemet for Asien er nu, at der er kvindeunderskud, fordi moderne teknologi har muliggjort fravalg af pigefostre. En af Arbøls bekymringer er, at Europa glemmes på magtens scene, og han betegner fraværet af moderrollen som en katastrofe på linje med klimaforandringerne.

Forfatteren gennemgår herefter systematisk de områder, hvor mennesket har fjernet sig fra sin biologi, og hvilke konsekvenser det har, når det reproduktive system undertrykkes, når kvinder får børn i en sen alder eller fravælger børn. Arbøl henviser til undersøgelser, der angiver forbindelse mellem manglende reproduktion og brystkræft og muligvis sklerose, ligesom han fremhæver problemerne for gamle mødre der risikerer for tidlig fødsel, hvilket igen giver vanskeligheder for børnene – og senere ekstra udgifter til specialundervisning. Desuden gennemgår han de faldgruber og etiske diskussioner der kan opstå ved anvendt eugenik og designerbørn.

Herudover diskuteres de sociale følger af de udearbejdende mødres stress: De gamle svigtes, madkulturen er forsvundet, børn bliver fede og usunde, og der er flere skilsmisser. Det er en kendsgerning, at skilsmisseraten er røget i vejret, efter at kvinderne er blevet i stand til at sørge for sig selv – eller jfr. en amerikansk undersøgelse:

Hver gang en kvindes indtægt øges med 17.000 dollars vil risikoen for at hendes ægteskab opløses stige med 1 %.

Der levnes ikke megen tvivl om, at forfatteren mener, vi har svigtet biologien. Tilsyneladende bebrejdes kvinderne, at de står bag de fleste skilsmisser. Men omvendt betyder det jo også, at kvinder tidligere blev i ægteskabet, fordi de ikke havde midler til at klare sig uden ægtefælle – og det kan vel næppe være positivt? Arbøl understreger, at børn godt kan have det godt, selvom deres forældre befinder sig dårligt i deres ægteskab, og han tøver ikke med at kalde moderne forældre for egoistiske – hvilket muligvis er korrekt – men i sin stadige henvisen til biologien glemmer han, at det er påvist, at mennesket ikke er designet til livslangt partnerskab, men derimod til forhold af fire – fem års varighed.

Arbøl skriver videre, at søskende er en overlevelsesværdi, og han belyser problemerne med stressbelastede forældres mangel på tid, overinstitutionalisering, skilsmisser og børn uden fædre. Det er Arbøls holdning, at resultaterne i PISA-undersøgelserne hænger sammen med de pågældende børns sociokulturelle baggrund. Samtidigt taler han om stigende voldskriminalitet, og den sociokulturelle baggrund hos blandt andre de ansvarlige for det seneste årtis ’skoleskydninger’.

I det hele taget får man indtrykket at, at Arbøl gerne vil vende tilbage til naturen hvor mor var samler og børnepasser, og far var jæger og forsørger, hvor ægteskaber varede til ’døden os skiller’, og folk endnu ikke var grebet af forbrugerismen. Men hvornår var det? Var børn mere harmoniske for 50 år siden, eller er der bare mere dokumentation for, at de ikke er så lykkelige nu?

Forfatteren slutter med at anbefale, at unge får børn så tidligt som mulig gerne under uddannelsen. Han understreger, at Familien er det vigtigste arbejde en kvinde kan have, og så anbefaler han en gentænkning af velfærdssystemet, og heri kan han jo nok have ret.

Bogen er velskrevet og interessant med fyldig dokumentation. Man kan være enig eller uenig, men måske bør singlekultur og familie diskuteres igen?

Niels Arbøl

586 sider

Queenswood

Udgivet: 2013