Denne bog består af to dele: En der er fremragende, enestående spændende og super læsning, og en del der har lignende egenskaber, men som i høj grad lægger op til diskussion.

Første del begynder med verdenshistorien set fra en kreativ vinkel. Det handler om, hvordan homo sapiens overvandt neandertaleren, uagtet denne var stærkere rent fysisk. Fordi homo sapiens havde lært, at overlevelse/kreativitet var baseret på udvikling af fælles sprogkode og netværk. Og senere erfarede vi, at forandringsstimulatorer og konkurrence er betingelser for kreativitetens blomstren. Det er lidt det samme Niall Ferguson er inde på i Civilization – The Six Killer Apps of Western Power: Hos Ferguson handler det om konkurrence, videnskab, ejendomsret, medicin, forbrugersamfundet og arbejdsmoral.

Tvede følger homo sapiens op med de spændende beretninger om Athen, Romerriget, kinesernes Qing-imperium og ikke mindst den islamiske oplysningsperiode, der ved sammenligning får skandinaver før 800 til at ligne hujende huleboere.

Om romerne står der, at så effektiv var organisationen i Det gamle Rom, at der den dag i dag findes dele af middelhavsområdet, der aldrig har været styret så effektivt som under det romerske imperium. Og i den islamiske oplysningsperiode var der plads til forskning i medicin, anatomi, kunst. Indtil religionen greb hæmmende ind i kreativiteten, som streng religion oftest gør. Det er, som også Max Weber har skrevet, indlysende hvorfor engelsk protestantisme er så meget mere kreativitetespromoverende end eksempelvis fransk katolicisme: Hvis man tror, livet på jorden kun er en slags transit, så er der ikke meget motivation til at arbejde med tingene.

Vestens betydelige andel i kreativitet, moderne opfindelser og metaideer såsom postvæsen, noder, internet, privat ejendomsret hænger ifølge forfatteren sammen med de gode muligheder for søfart og samhandel. Samtidigt bliver vi også venligere, når der skal handles, og der åbnes for win-win-situationer. Det betyder mindre vold, mere humor og bedre grobund for yderligere kreativitet.

Her kunne man godt indvende, at kreativitet jo også blomstrer under voldelige/repressive regeringer eksempelvis blandt forfattere.

Verdenshistoriens mere end 200 imperier er jævnligt opstået som følge af kreativitet, men de er også alle forsvundet igen. Grunden til at de kreative samfund sander til er ifølge forfatteren den stigende bureaukratisering, det politiske systems manglende effektivitet, en kompleks skattelovgivning og for mange love og regler. I Venedig var det nationaliseringen, der tog livet af handlen.

Så langt så godt. Diskussionsincitamentet opstår, der hvor Tvede i forsøget på at løse problemerne og bane vejen for kreativitet gør sig til talsmand for en slags hyperliberalisme.

Som det første fejer Tvede klima- og miljøtrusler af bordet, modbeviser at arter udryddes med større hast end tidligere og får nævnt nogle meget kedelige eksempler på ubehagelige miljøforkæmpere, herunder at nazisterne havde et miljøbeskyttelsesprogram, og får derved udlagt miljøbeskyttelse som noget suspekt. Som en bedre Lomborg nævner Tvede, at flere isbjørne dør ved jagt end af global opvarmning, og han griber fat i hykleriet og taler fremskridt indenfor solceller, atomkraft og genmanipulation. Det er sandt, at man ikke kan tale økologi, hvis vi alle skal have mad, og at der kan være fremtid i kultivering frem for udnyttelse af naturen. Men der er alligevel et stykke vej før man kan kalde de grønne bevægelser for økoterrorister, ligesom problemerne med luftforurening ikke virker indbildte, når man cykler i myldretiden i Odense, eller når Ugeskrift for læger præsenterer en undersøgelse, der viser at der årligt dør 500 mennesker i Danmark af bilers udstødningsgasser.

Slutteligt har Tvede fem forslag til, hvordan man genskaber kreativiteten. Forslagene omfatter reduktion af love og en meget høj grad af konkurrence herunder et skolesystem som det amerikanske, der indebærer at dårlige skoler lukkes. Det er desværre et skolesystem, der har spillet fallit, når man overvejer, hvor meget kostbar undervisningstid der skal bruges til ligegyldige prøver, som skal dokumentere hvilke skoler der er gode og hvilke der er dårlige, se eventuelt Diane Ravitch: The Death and Life of the Great American School System – How Testing and Choice Are Undermining Education eller sæson fire i The Wire.

Ultimativ valgfrihed og ultimativ konkurrence skulle efterfølgende være vejen til ultimativ kreativitet. Men Tvede anbefaler også noget der ligner ultimativ kontrol i forskellige sammenhænge, og det kommer ganske tæt på den overvågning, der angiveligt er kreativitetshæmmende.
Superspændende bog med en ikke-ultimativ problemløsning.

Lars Tvede

548 sider

Gyldendal Business

Udgivet: 16.01.2014