Lone Aburas har skrevet romanerne Føtexsøen, Den svære toer, Politisk roman og nu denne Det kommer til at ske. De tre førstnævnte værker har et væsentligt islæt af humor og ironi, som denne nyeste roman ikke har. Derimod minder den om andre ungdomsromaner som Kapgang, Vildnisset, Død og citronmåne, Man dør kun en gang, der alle er romaner, hvor hovedpersonen mister en forældre, er på vej til at gå i hundene og overlever ikke mindst takket være en kvindelig karakter, der optræder som kontakt til virkeligheden, når jeg-sigeren distancerer sig, og lidt distancerede er Aburas’ hovedpersoner altid.

Henrys forældre er ikke som de andre. Nogle dage sidder hans mor i hele dage og kigger ud ad vinduet. Alma fra klassen er påtrængende nok til at spørge, hvorfor hun sidder der, men ellers er Henrys hjem et lukket sted uden gæster og venner. En dag forsvinder Henrys mor, hun dør, og Henrys far glemmer sin søn og koncentrerer sig om fjernsyn og mad. Henry tumler rundt med den nye ven Adam og senere andre venner. Overraskende får en af de mere hash-inspirerede venner sparket Henry i gang med en litterær karriere. Hans første bog er en succes omhandlende en lousy barndom – Henrys egen, men ikke alle er tilfredse med udgivelsen.

Det er en ungdomsroman, og Aburas’ sprog passer fint til den 17-årige, der bekymrer sig over, at han ikke græder til sin mors begravelse. I det hele taget er fortællestemmen overbevisende, men Det kommer til at ske byder ikke på så meget af den originalitet, der præger Aburas’ første romaner.
Lone Aburas

176 sider
Gyldendal
Udgivet: 29.01.2016