I en fremskreden alder får vores fortæller at vide, at han har en kusine. Det har han aldrig anet. Hans mor har ikke fortalt om sin familie, og fortælleren ved heller ikke, hvem der er hans bedstefar. Så da kusinen dukker op og fortæller, at hendes far havde muskelsvind, begynder brikkerne at falde på plads. Brikkerne med den manglende familie og hans egen arvelige muskelsvindsygdom.

Romanen forfølger dels familiehistorien, den springer ud og ind af minder og den skildrer den nutid, hvor forfatteren er faldet i sit hus og ude af stand til at rejse sig igen. Hvad tænker et menneske, der er fastlåst uden andre udsigter end en snigende død?

Hans liv begyndte ellers normalt, godt og håbefuldt. Som teenager trænede han skihop på Holmenkollen, men en dag opførte kroppen sig ikke helt, som den plejede, og siden opsøgte han en neurolog og fik diagnosen. Det er en langsomt fremadskridende sygdom, og da vi møder ham, sidder han i kørestol.

Samtalen med kusinen får vores hovedperson til at presse sin mor for flere svar. Hvorfor har hun ikke sagt noget om familien. Har andre familiemedlemmer sygdommen, og hvorfor forlod bedstemoren sin ægtefælle?

Det hvide badehus er en speciel roman. Dels er der fortælleren og hans tiltagende hjælpeløshed, hans dilemmaer med en datter der kan have arvet sygdommen og dels en mor, der fastholder sin tavshed. Det viser sig, at der er en grund til det sidste; omgivelser og samfund har også en holdning til arvelige sygdomme ikke mindst lige efter anden verdenskrig, hvor eugenik for alvor blev et emne.

Thorvald Steen

Det hvide badehus

Oversat af Karen Fastrup

198 sider

Turbine

Udgivet: 29.08.2018

Birte Strandby