Det granskede liv – Om hvordan vi mister og finder os selv er en bestsellerbog, udgivet i 2013 og udkommet på dansk i 2014. Forfatteren Stephen Grosz er psykoanalytiker, født i USA og bosiddende i London.

Bogen består af fortællinger fra hans praksis og fra hans eget liv. Bogen handler om helt eksistentielle livstemaer og om hvordan historier bliver til og hvordan vores sind lytter og vores erfaringer og refleksioner former sig efter det vi hører. Temaerne er delt op i afsnit: Begyndelser, Om at fortælle løgne, Om at elske, Forandringer, Afslutninger. Nogle af fortællingerne er særegne, andre mere sædvanlige. Fælles er, at læseren hele tiden kan følge Stephen Grosz oplevelsesverden, opleve det, han oplever. Føle det, han og de mennesker, han beskriver, må føle. Tænke med ham.

Det er i mine øjne en meget smuk bog, som dels rummer en stor faglig indsigt og seriøsitet, og dels rent menneskeligt berører en og hjælper én til at forstå menneskelivet bedre. Man kommer til at føle et nærvær og fællesskab med forfatteren, føler sig mindre alene om de menneskelige oplevelser. Forfatteren beskriver eftertænksomt, nøjagtigt og præcist hvordan indsigter formes, ikke sjældent til analytikerens overraskelse, og viser derved en velgørende ydmyghed overfor faget og menneskelivets tilskikkelser. Velgørende er det også med hans brede perspektiv i en verden, hvor menneskelivets tilskikkelser til tider behandles som et problem, der bør kunne fixes og helt hurtigst muligt. Bogen viser både den enkeltes ansvar og hvordan det at lytte og forstå kan give en samhørighed, der kan hele en fastlåsthed.

På én gang er fortællingerne, der fremstår som en slags autofiktive noveller, så almindelige at temaerne er aktuelle for alles liv. Og samtidigt rummer de hver især spørgsmål, der er så store, at de dårligt står til at besvare. Man kommer som læser til at sidde og rumme den mærkværdighed og mystik menneskers historie kan indeholde, håndholdt med forfatterens ro og gennemgribende accept af, hvad der viser sig for ham, og vejledt af hans fortolkninger.

Bogen er både elegant og smukt skrevet. Berigende at læse for enhver der interesserer sig for dybden i menneskelivet og for psykoterapi.

Stephen Grosz

224 sider

Gyldendal

På dansk 2014

Anmeldt af Gitte Sander