Pär Lagerkvist er svensk nobelpristager. Han er kendt for Bøddelen, Dværgen, Ashaverus’ død og for romanen Barabbas om forbryderen, der blev frisat i stedet for Jesus.

Det evige smil er ikke helt den samme oplevelse som Barabbas men alligevel en læseværdig beretning om mennesker og deres forhold til Gud.

I evighedens mørke sidder alle de døde. Pludselig er der en, der begynder at fortælle og dernæst en anden: Om livet, om kærlighed, om et længe planlagt mord og en mærkelig historie om et besøg hos en møller og hans besynderlige hustru, der har hugtænder. Der er mange fortællinger – fælles for dem er, at de udover at handle om livet ikke rigtigt har noget til fælles. Nogle har elsket, nogle har hadet, nogle længes og andre omfatter tilværelsen med ligegyldighed.
Men så er der en der rejser sig. Han vil opsøge Gud for at høre ham om meningen med dette forvirrede liv, dette liv der er så simpelt og så småt. Og så de begynder at gå – milliarder af dem – de vil finde Gud og drage ham til ansvar for livets fattigdom. De vandrer og vandrer i tusinder af år, indtil de møder Gud, en gammel mand, der står og hugger brænde. Han må kunne svare på alle deres spørgsmål – hvad er meningen med Livet?

Men Guds kommentar er frygtelig:

Jeg har gjort det så godt jeg kunne, sagde han stille.

Stor fortælling i lille bog – mest bemærkelsesværdigt er jo nok Lägerkvists efterliv, der rummer ro og tilfredshed – ingen smerte, skyld eller skam. Og bogens konklusion er ikke mindre aktuel nu.

Forfatter: Pär Lagerkvist
Oversat af Asmund Rostrup
101 sider
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 01.02.2010

Birte Strandby