Hovedpersonen i Jean Hanff Korelitzs nye roman Grace har netop selv færdiggjort en bog med titlen ”Det burde du have vidst”. Som mangeårig parterapeut er Grace nået frem til den konklusion, at de problemer der ender med at slide parforhold op er forudsigelige. Grace mener, at kvinderne overser og ignorerer faresignaler helt fra begyndelsen.

Sit eget ægteskab opfatter Grace som harmonisk og vellykket. Hun har været gift med den opofrende børnekræftlæge Jonathan i små tyve år. Sammen har de sønnen Henry, der går på en af Manhattans dyreste privatskoler. Udadtil er alt fryd og gammen.
Grace involverer sig i fundraising sammen med en lille kreds af mødre fra den mondæne skole. I gruppen finder vi den spansktalende Malaga Alves, der skiller sig markant ud fra de andre kvinder. Ikke mindst da hun åbenlyst ammer sit barn foran de andre kvinder, bliver der lagt mærke til hende. Kort tid efter konfronteres Grace med oplysningen om, at Malaga Alves er myrdet. Snart rystes Graces trygge verden, da hun forgæves søger at få kontakt med sin mand, der angiveligt skulle være afsted på en lægekonference.
Ironien er naturligvis at Grace, der har så stor indsigt i andres manglende erkendelsesevne, må sande, at også hun er ganske uvidende om sit eget ægteskab. Hun har – som alle sine klienter – glimret i at se tegnene på, at der var noget galt og har sat sit mand op på en piedestal. I et rædselsfuldt forløb konfronteres hun med sin mands dobbeltliv og tvinges til at handle.
”Det burde du have vidst” er et medrivende ægteskabeligt drama, der både er underholdende og tankevækkende på én gang. Beskrivelsen af det rige liv på Manhattan er fornøjeligt; man kan ikke andet end at smile af den forkælede overklasse. Men mest af alt er romanen fascinerende qua sin indsigtsfulde skildring af parforholdet. Der er ingen tvivl om, at forfatteren gerne vil slå et slag for den kvindelige intuition og sunde fornuft, men samtidig minder os om at man aldrig kan vide sig sikker på noget her i livet.

Undertiden er romanen en kende for beskrivende, og som sådan er plottet ikke voldsomt overraskende. Alligevel formår forfatteren at holde sin læser fanget, og vi kan ikke andet end at føle med Grace. For hvordan kan den ejegode Grace dog overse tegnene?! Hvem der bare lyttede til sin mavefornemmelse!

Det burde du have vidst

Jean Hanff Korelitz

Oversættelse af: Lærke Pade

Gads Forlag

468 sider, Hardcover m. smudsomslag

Udgivelsesdato: 21. 1. 2015
Anmeldt af Nønne Lønne Votborg