Jóanes Nielsen er færing og har tidligere skrevet både romaner, skuespil og digte. Hans sidste digtsamling: Broer af sultne ord udkom på dansk i 2010. J. N. er flere gange blevet indstillet til Nordisk Råds litteraturpris – uden at have modtaget den – endnu.

Digtsamlingen er delt op i seks sektioner, hvor titlen bliver nærmere undersøgt i 4. sektion.

Der er undergangsstemning at spore næsten overalt i digtene. Verden er på vej til at gå i opløsning, mens dyrene er ved at overtage magten, mens de vælter rundt i den stærkt forurenede by ved Themsen – London. Jorden med dens hæslige teknologi og religiøsitet er ved at bryde sammen: penge bliver til intet, familie og børn er en pestilens. Det er primært den vestlige civilisation, som får et hak i tuden, hvorimod: ”På Cuba ejer masserne stadig markerne/fabrikkerne/og hospitalerne.”

Denne kulturelle vestlige ødeland/civilisation kan sættes over for naturen: ”Jeg bor på jorden/og den dag jorden ender som/ skærver ude i rummet/ er jeg forhåbentlig død./ Men der findes dem/ der tager måneskin alvorligt.” På samme vis omtales træer med dyb respekt: ”jeg ved  ikke om træer har en sjæl/men de træer der vokser på jordens yderste rand/bærer de mest vederkvægende frugter,/ Velskabte hænger de over universets dyb/ fuglene stikker næbet ned i det saftige kød/lykkeligt berusede/ opløfter de en lovsang til solen. ”

Det er en meget barsk og voldsom kritik, som rettes mod både teknologi og religion. Døden og udslettelsen lurer lige om hjørnet, og de herskende magter gør sit til en snarlig destruktion. Vi ved så, at det måske bliver solen, som om mange år kommer for tæt på jorden og derved forårsager en tilintetgørelse. Naturen er en grusom fætter.

Digtsamlingen er både letlæst og værd at kigge nærmere på.

Nielsen, Jóanes

Digte

Hedehusene: Torgard

82 sider