Som en del andre nye romaner – E20 af Karen Syberg, Jonna er 53 af Kim Fupz Aakeson, Fogeden af Stine Schlichtkrull, Dage med slave, Dorrit Willumsen – handler denne roman om en kvinde i nærheden af de 50, der tumler rundt i tilværelsen uden helt at vide, hvad hun nu skal finde på at foretage sig.

Michelle svigtes af sin mand, og tager ud til sin brors sommerhus for at være alene. For at få kickstartet livet igen begynder Michelle på et jagtkursus. Her opdager Michelle dels, at hun er en god skytte, og dels tiltrækkes hun af skydeinstruktøren, Steen, Steen er lastbilchauffør og inviterer hende til at tage med på en tur, men i Tyrkiet kommer det til en uoverensstemmelse, og Michelle hopper af lastbilen. Hun tomler videre og møder på den måde Ramazan, som hun umiddelbart føler, er hendes anden halvdel. Ramazan har det på samme måde. Efter hjemkomsten går det med telefon- og mail-korrespondance, indtil Michelle finder ud af, hvordan Ramazan kan komme til Danmark uden alt for mange sværdslag med myndighederne.

Michelle minder om sine medsøstre i de ovenfor nævnte romaner: Hun er stærk og nysgerrig overfor tilværelsen. Skydning og jagt fylder meget hos hende, og så har hun vanskeligt ved af få afklaret, hvad hun egentligt vil. Hun prøver at arbejde i en grillbar, men bliver fyret. Hele tilværelsen holdes sammen af cigaretter og mere eller mindre seriøst druk, indtil hun får sin gode idé om kommerciel udveksling. Romanen er ok, mennesket Michelle er interessant, men teksten bliver lidt for lang i bogens sidste halvdel.

Bodil Bredsdorff
264 sider
Aronsen
Udgivet: 01.03.2013