Denne bog er måske tilegnet mennesker, der forstår at værdsætte stand-up-komik. Hvis man ikke lige gør det, kan det være vanskeligt at finde de berigende elementer. Bogen består af en lang række korte udtryk og deres nye og anderledes tolkning såsom:

Kontrabassist. Han arbejdede samtidigt hemmeligt for en anden bassist.

eller

Vægten. Jeg har tabt mig og ved ikke, hvor jeg skal lede for at finde mig selv igen.

Andre udtryk tilpasses, så de faktisk passer bedre med virkeligheden:

Jeg sagde, at jeg ikke elskede dig.

Men vid, at jeg løj dig lige op i dit lukkede ansigt.

Enkelte er næsten poetiske:

Ingen adgang. Jeg kan ikke nå ind til dit lys. Du stiller mig solen for døren.

Morgen. Du folder min iris ud og lægger mit ansigt frit.

Og når poesien bliver humoristisk:

Gå væk. Jeg elsker dig mere end nogensinde. – Så nogensinde skal ikke komme og gøre krav på dig.

Og atter andre er blot oplæg til muligheden for at forstå og misforstå på flere måder:

Den rørende historie. Om christianitten der fik en klump i halsen.

Husk! Bevar ordforbindelsen

Desuden er der dem med humor uden poesi:

Artens overlevelse – er baseret på det fjerde glas whisky.

Balletkontrollør. Er der uden varsel.

Hørt hos AA. ’Undskyld, jeg giver en kvajecider’.

Der er spredte gode indfald og ideer, men de fleste udtryk og deres fortolkninger er vandede og småflade i lighed med en del af det materiale, der dyrkes og anvendes i stand-up-komik. I modsætning til samme stand-up-komik er bogen overraskende stueren, og den kan udmærket læses af børn.

Thomas Wivel

124 sider

mellemgaard

Udgivet: Oktober 2011