Sproget ligger et sted mellem moderat til ok, fantasien er vild og dramatikken nærmest løbsk.

Dennis bor i en kernefamilie og går i skole, men ellers er hans liv ikke hverdagsagtigt. Alt hvad han gør udvikler sig ukontrollabelt og uforudsigeligt grænsende til det pædagogisk ukorrekte, men heldigvis ender alle fem kapitler i ro i familiens skød.

En dag bliver Dennis inviteret til bal hos dronningen. Damerne skal være i kjoler og herrene skal have et rødt slips på, og der vil være præmier til dem med de pæneste kjoler og slips. Dennis beslutter at købe slips, når han har været hos tandlægen. Hos tandlægen får han tjekket fjernkontrollen til tandlægestolen og lander med næsen op i loftet. Da tandlægen har fået Dennis ned og påbegyndt undersøgelsen af tænderne, kommer Dennis til at nyse, så tandlægens hånd ryger ned i Dennis’ mave. Det ender med at brandvæsenet og et flyttefirma må rykke tandlægestol med Dennis og tandlæge på sygehuset. Her vil de operere tandlægens hånd og arm ud af Dennis’ mave, men narkoselægen kommer til at stikke nålen så dybt i Dennis’ mave, at tandlægen bliver ramt og i smerte trækker hånden til sig. I farten får han trukket Dennis’ tunge med, så den bliver lang som et slips – et rødt slips. Slipset får mange komplimenter til hofballet og Dennis får en præmie for det flotteste slips.

De sære og periodisk klamme historier om edderkopper og kloaker er ledsaget af sort/hvide tegninger der udmærket illustrerer teksten, så man får et klart indtryk af, hvad det er Dennis roder sig ud i.

Ole Nielsen

75 sider

mellemgaard

Udgivet: 23.07.2012

Børnebog, 6 – 10 årige