I denne serie for børn er der nye vinkler på væsentlige begivenheder i verdenshistorien. Med mange humoristiske, labre illustrationer belyses Pompejis fald, den første flyvemaskine, Den kinesiske Mur og hvad en ninja er for et fænomen med vægt på opdragelse og kampteknik.. Det er indbydende bøger, der er mange farverige billeder, og teksten står både som korte kolonner og som talebobler. Et kort register med specielle ord kan findes bag i bøgerne.

 

Den utrolige historie om Pompeji

I Pompeji fortælles historien af en ældre slave der er pædagogus for en rig mands søn. Det betyder, at han følger sønnen i skole, bærer hans skriveredskaber og retter på hans manerer, men som slave går han bag ham, når han skal i skole.

Slaven giver lidt kant til historien, men der er også stof om Pompeji, og her er den pædagogiske tilgang ikke helt slået igennem. Små billeder ledsages af informationer om olivenlunde og fåreavl. Informationen følger i korte sætninger og er ikke vildt interessant. Til gengæld er nedtællingen til vulkanudbruddet dramatisk, og det ender ikke helt sort, men med udgravninger 2000 år senere. En god smagsprøve der kan vække den unge læsers interesse for såvel historie som vulkaner.

John Malam

Illustreret af David Antram

Oversat af Anne Krogh Hørning

 

Den utrolige historie om den første flyvemaskine

Også her bruges grebet med en fortællestemme, her en der taler direkte til Orville Wright den ene af brødrene Wright, der sammen bygger den første flyvemaskine. Her er både tekniske detaljer, brødrenes skænderier og et klip fra den første flyvetur. En flot og inspirerende rejse.

Ian Graham

Illustreret af David Antram

Oversat af Anne Krogh Hørning

 

Den utrolige historie om Den kinesiske Mur

Det her er virkelig en bid af Kinas historie. Det handler dels om muren, men også om regenterne, livet i det gamle Kina og angriberne udefra, der var den indirekte grund til bygningen af muren.

Jaqueline Morley

Illustreret af David Antram

Oversat af Lisette Agerbo Holm

 

Den utrolige historie om ninjakrigere

Ninjaer arbejder for krigherrerne som spioner, sabotører og lejemordere. Rygtet siger at de nedstammer fra en dæmon. I bogen er der gennemgang af ninjavåben, ninjaers mulighed for at skjule sig og begrebet loyalitet. Der er oven i købet forslag til interessante afledningsmanøvrer.

Som i de andre bøger i serien, taler fortælleren direkte til læseren. Det giver mulighed for en vis indlevelse, og måske lykkes det disse bøger at konkurrere med iPad’en.

John Malam

Illustreret af David Antram

Oversat af Lisette Agerbo Holm

 

32 sider

Målgruppe: 8 – 12 år

Straarup & Co.

Udgivet: 25.10..2019

Birte Strandby