Enrique Moriel er pseudonym for Francisco González Ledesma, der er journalist og med denne bog har ønsket at skrive en historisk roman, der fortæller om byen Barcelona fra middelalderen til vore dage. Historien ses gennem øjnene på den ene hovedperson, en jeg-fortæller der er forsynet med evigt liv, en vampyr.

Den anden hovedperson er Marta. Hun er assistent for en advokat, og med til at undersøge de mystiske omstændigheder ved et mord i nutiden. En rig mand findes dræbt, tømt for blod og med mærkelige sår. Senere findes andre, der er døde under mystiske omstændigheder. Mordene har tilknytning til fortiden, og det er her Marta kommer ind i billedet, dels som historiker og dels fordi der er grund til at tro, at hun på en eller anden måde har familiemæssig tilknytning til begivenhederne.

Angiveligt handler det om kampen mellem det gode og det onde, en kamp der ender uafgjort. Vores hovedperson vampyren er djævelens søn, men en påfaldende sympatisk en af slagsen. Han er begavet, veluddannet og til tider omsorgsfuld i sin omgang med medmennesker, og så er han den reflekterende beskuer af historien fra Inkvisitionen til 2. verdenskrig. Han er født i et bordel, hans mor var luder og blev hængt, og selv er han jo i sagens natur flere gange morder, nogle gange tæt på magthaverne og andre gange tilskuer og uden vilje eller evne til at gribe ind i livets uretfærdigheder.

Sjældent har Inkvisitionen været fremstillet så skræmmende eller tilværelsen så håbløs som den er for flere af romanens kvinder, men for Marta bringer slutningen en afklaring.
Enrique Moriel

Oversat af Hans Rasmussen
440 sider
Bazar
Udgivet: 31.03.2011

Birte Strandby