Børnebog med masser af dramatik og spirende forelskelse. Opbygningen minder om De fem-bøgerne eller måske bare om børnebøger med spænding fra 50’erne. Gysene i Den sorte båd er ret gode, og flere af dem vil kunne gøre sig på film.

Nick er tretten. Han er jeg-fortæller i denne børnebog, og han føler sig som en taber. Alligevel får han taget sig sammen til at invitere Sofie fra klassen med i sommerhus sammen med familien. Og Sofie siger ja, og det gør storesøster Maries kæreste også. Med forældrene bliver de seks i sommerhuset, men allerede på feriens anden dag får forældrene tilbudt en afbudsrejse til Mallorca, og efter en del betænkelighed smutter de, og ungerne har hytten for sig selv. Ikke helt uvelkomment.

Sofie og Nick bemærker en sort båd ved stranden, ingen kommer i nærheden af den, men næste dag er den blevet flyttet. De beslutter sig for at gå på stranden den efterfølgende nat for at se, hvem der flytter båden i nattens mulm og mørke. Det skulle de aldrig have gjort. Folk der flytter sorte både midt om natten er ikke venligtsindede. Der er tre personer ved båden, og på et tidspunkt sejler den væk. I mørket kan Sofie og Nick ikke se, hvem der er sejlet ud med båden, og hvem der er tilbage.

Trods deres mange gode ideer ender børnene med at blive fanget i et fyrtårn, og så er gode råd dyre.

Som i børnebøgerne fra halvtredserne og tresserne er moralen høj, humoren er generelt god, omend der kommer lidt slapstick over det, da Nick skal forestille at læse en bog, men vender den på hovedet.

Både Nick og Sofie er troværdige, omend meget kvikke for alderen. Det er sympatisk, at Sofie er den handlekraftige, og at hun samtidigt er med til at bygge Nick op som en god hustru fra gamle dage. Nick er mere tøvende men derfor ikke mindre troværdig.

Den sorte båd

Frans Buch

197 sider

Vild Maskine

Udgivet: 06.05.2019

Birte Strandby