Den smidige hest har undertitlen: Styrk din ridning med smidiggørende øvelser til din hest.

Bogen er en lille, smal, men vigtig sag. Den indeholder først en kort gennemgang af hestens anatomi med gode illustrationer, og herefter følger så en række øvelser, som er bogens egentlige formål at videregive.

Øvelserne er smidiggørende strækøvelser lavet fra jorden, som hvis de udføres rigtigt kan medvirke til at holde hesten sund og rask. Smidighed er endvidere vigtigt, hvis man rider og gerne vil øge hestens præstationer, men også holdbarhed. Når hesten har lært øvelserne fra jorden bliver det lettere at udføre lignende øvelser under rytter.

Bogen er utroligt stringent, der er ikke meget udenoms snak, vi går til sagen, indholdet er præcist. Under hver øvelse beskrives formålet med at lave øvelsen, hvordan den udføres, samt gode råd i forbindelse med øvelsen, assisteret af illustrerende fotos. Både tekst og fotos er fyldestgørende, inspirerende og præcise.

Forfatteren er dyrlæge og derudover veterinær kiropraktor, så der er fuldstændigt styr på stoffet, og man kan kun sige, at det er nok en bog, der vil være relevant på hylden hos de allerfleste hesteejere.

Man kan finde øvelserne på video på You Tube, men dette er pudsigt nok ikke nævnt i bogen. Som læser ønsker man at se disse videoer, så en ide til genudgivelse kunne være at nævne dette og indsætte QR-koder til videoerne.

Charlotte Beck

Den smidige hest

47 sider

Egolibris

2015

Gitte Sander