Den sidste hjælper er en roman. Dens største kvaliteter ligger hverken i handling eller karakterer, men i betragtningerne om det samfund vi har skabt i uvidenhed om konsekvenserne.

En kvinde – jeg-fortælleren – bor på en gård sammen med sin mand og sine to børn. Her holder de genmodificerede geder, og mælken fra disse geder, silkemælken, skal anvendes til at skabe tråde der er mange gange stærkere end metal, til stof der skal beskytte mod patroner og knive.

Manden dør, og hun får økonomiske problemer. For at skaffe sig selv og børnene noget kvalitetstid sælger hun sin ene nyre til en mand, som hun kortvarigt føler sig stærkt tiltrukket af.

I hovedhandlingen fletter sig mange små historier, om omgivelserne, om kommunen med de mange belastede familier, og om børnenes fodboldspil på kunstgræsbaner. Det sidste – børnenes fodboldspil – betyder alt for forældrene.

Det var som om fodbolden og banerne reddede disse børn fra undergangen

Forældrene går op i fodbolden med stor entusiasme og glæder sig over at få ungerne væk fra passiviteten foran skærmene. Som om passiviteten var et uundgåeligt system udenfor forældrenes indflydelse.

Den samme magtesløse bakken op om ting og hændelser der er skabt af tiden og teknologien dukker op flere gange. Da det ældste barn var lille, kom hun næsten aldrig ud af forældrenes lejlighed, fordi det er bare for besværligt:

Udstødningsgasserne og larmen og forureningen der luften en smag og gjorde den tung i lungerne, lange ture med bil eller bus … før hun kunne løbe i en park …

Det kunne lyde som en kritik, og det lyder klart som noget, der bør ændres, men senere kører fortælleren selv sit barn tre kilometer i bil, for at det kan komme i børnehave. Den samme undren og accept af det absurde ved mennesker møder vi flere gange, eksempelvis i forbindelse med en indbygget racisme der gør det lettere at tackle verden:

En tankefejl, europæere foran andre, asiater som massemennesker, afrikanere som laverestående, arabere som chauvinistiske … der var ikke plads til at opfatte alle mennesker.

Cathrine Knudsen har ikke skrevet en let bog, men det er ulejligheden værd at sætte sig ind i hendes sprog og tankegang.

Den sidste hjælper

Cathrine Knudsen

Oversat af Niels Lyngsø

230 sider

Turbine

Udgivet: 29.05.2019

Birte Strandby