Scenen er sat i fremtiden: Danmark er blevet til et skraldeland, hvor ingen kan bo, og Nykøbenhavn er grundlagt under en plexiglaskuppel i det sydlige Grønland.

Vores hovedpersoner, fire søskende, bor med deres forældre i Nykøbenhavn. Forældrene er ansat i Positivministeriet, hvor de skal vende negative tanker til positive – kan man ane en snert ‘1984’? – såsom at kalde drikkevandsforurening og strømsvigt for sodavandsdage og hyggemørketid. Det samme forsøg på styring af holdninger finder sted i skolen, hvor det udløser møde med inspektøren, hvis man stiller spørgsmål til undervisningens troværdighed. Den ældste i søskendeflokken, Peter, har en god bekendt der skaffer ham gamle bøger, og han har også en del møder med inspektøren.

De fire børn glæder sig til ferie og til at besøge bedstefaren i Malmø, men forældrene oplyser, at de er blevet forfremmet og derfor ikke har tid til at rejse. Børnene beslutter at tage af sted på egen hånd. Deres fly styrter ned, og pludseligt befinder de fire søskende sig i det der engang har været Århus. Heldigvis har Peter en gammel bog med et kort, så de begynder at gå mod København for at komme videre til Sverige. Undervejs i det affaldsfyldte landskab med eksotiske navne som Nedkastningszone Skanderborg og Nedkastningszone Fyn slår de følge med en kasseret minerobot.

Turen er ikke uden farer, og ironisk nok er den største fare de ‘hvide jægere’ der jager gamle robotter med moderne kampvåben. De heftige kampe i bogens slutning går blandt ud over Frihedsstøtten, men måske når børnene frem til Malmø.

Malmø Central Station

Ingen vej tilbage efter dette punkt

Der er fine illustrationer af de seje børn og de sørgelige rester af Danmark. Bør man være foruroliget over de stadigt flere børnebøger med skræmmende voksne temaer, om hvordan verden kan se ud, hvis de voksne ikke snart tager sig sammen?

Den rustne verden

Flugten fra Danmark

Adam O.

164 sider

Høst & Søn

Udgivet: 08.02.2019

Birte Strandby