Jan Kjær er manden bag en lang række bøger for børn og unge, hvor Kjær eksperimenterer med at skabe særligt aktiverende fortællinger i tekst og billeder. Han arbejder meget bevidst med at skabe en godt fortalt historie med et medrivende drive i en særlig effektiv kombination af tekst og billeder, der desuden også gerne skulle give appetit på at læse bøger uden billeder.
Samtidig er der også pædagogiske vinkler på handlingen, for heltene præsenteres for forskellige moralske dilemmaer, mens de vokser med de opgaver og kampe de stilles over for. Der er f.eks. tale om problemer med finde ud af samarbejdets svære kunst, om hvad venskab egentlig er for en størrelse, om hvordan handlinger både kan være gode og onde afhængig af synsvinklen, og at en god vilje ikke altid er nok til at sikre et godt resultat.
Teksterne giver masser af muligheder for at samtale med børnene både om tænksomme emner eller for bare at lege med fantastiske udviklinger af historierne og brodere løs ud af de kulørte tangenter.
Det drejer sig om at demonstrere børnene for og engagere dem i de skrevne ords smukke og uendelige magiske muligheder.
I Heksebogen og i historien om Den magiske hjelm sparkes den visuelle opfattelse af historierne direkte ind på nethinden gennem tegningerne, men den pæne tekstmængde gør det også muligt at få både nuancer og mere indviklede problemstillinger frem.
Den magiske hjelm foregår i en middelalderverden styret af konger. Miks højeste ønske er at komme til at blive soldat i kongens særlige livvagt. For at komme i specialkorpset er det ikke nok at være ekspert i nærkamp, man skal også gennem en helt særlig prøve, der skal afgøre, om man besidder de rigtige menneskelige kvaliteter. Samarbejdsevner, tillid, fantasi og mod tæller rigtig godt med i slutresultatet. Det er selve rejsen, der både er udviklingsmuligheder og prøve.
I Heksebogen skal en ung pige finde ud af forskellen på at være en ond eller en god heks – og det er ikke helt så ligetil, som man skulle tro. Det er f.eks. fristende at gøre sig til dommer over folk, som man synes er onde og derfor fuldt ud fortjener, at det går dem skidt. Det kan også være svært at følge sit hjerte og sin samvittighed og samtidig følge reglerne.
Det er tydeligt, at Kjær er lagt et stort arbejde i at få tekst og tegninger til at spille sammen med en synergisk effekt. Tegningerne viser både større perspektiver, enkelthed og detaljer – og gentagelser. Man bliver ven både med personerne og deres omgivelser, og man bliver ven med ordene, for selvom det er spændende og underholdende historier, så er sproget holdt rimelig enkelt og mange ord gentages.
Bøgerne er velegnede både til højtlæsning og til selvlæsning. Kombinationen af spændende historier serveret på få og forholdsvis hurtigt læste sider er med til at give både langsomme og nye læsere en stor mulighed for positive oplevelser ved at læse historierne færdigt. Slutte læsningen med en god fornemmelse af at have fuldført et læseprojekt og ikke at være bange for – men derimod glæde sig til at tage hul på den næste bog.
Tekst og ill. : Jan Kjær
32 sider/bog
Udg.: 02.05.2011
4 glober