– Uden vold, vil de fleste kvinder ikke adlyde deres mænd.

Vi møder Omar første gang, da han flygter fra Syrien. Han er journalist, og romanen handler om hans opdragelse og tro, og hvad der får ham til at flygte. Flugten går via Amman i Jordan. Rejsen er lang og hård og ender i Paris. Omar kan seks franske ord, men bliver tilmeldt franskundervisning og lytter ivrigt til Jacques Brel og Edith Piaf.

Omar er opdraget i den islamiske tro og har først sat spørgsmålestegn ved sin opdragelse og forholdet til troen, da han er sidst i teenageårene. Troen var stærk i barndomshjemmet, og den unge mand har godt styr på ritualer og sædvaner. På et tidspunkt begynder han at undre sig over religionens tydelige uretfærdigheder, ikke mindst da hans familie flytter til Riyadh. Her efterleves islam på en helt anden måde, end han er vant til det fra Syrien, og samtidigt bliver han mobbet af de arabiske elever på sin koranskole. Hans far griber enhver lejlighed til at citere Koranen, mens Omar begynder at overveje sin afrejse.

‘Den lille terrorist’ er en lille let læst bog inddelt i mange små afsnit. Mere end noget andet får vi et billede af det arabiske samfund – for eksempel et supermarked, hvor dørvogteren er pakistaner, og hvor alle produkterne kommer fra alle mulige andre steder end Saudi-Arabien.

Vi får også et billede af forældrenes uharmoniske ægteskab, og af en teenager der føler sig forkert i forhold til sine fars religion, et samfund hvor det eneste kvindeansigt han ser, er hans mors, og hvor det i øvrigt er Omars opgave at tage sig af sin få måneder gamle lillebror, mens forældrene er på arbejde.

 ‘– Spis godt, så du kan blive en stor jihadist som Osama!’

Omar er i Riyadh, da tvillingetårnene bliver ramt og i Paris da Charlie Hebdo bliver angrebet. Mellem de to hændelser forandrer Omar sig. Romanen er både en ung mands pubertære udfordringer, og det er en kritik af det arabiske samfund. Det er ikke uinteressant, men man mangler måske lidt en forklaring på, hvorfor den unge mand pludseligt kan se så kritisk på samfundets behandling af medmennesker.

‘Der har udviklet sig utroskab i vores samfund fordi mændene ikke har en kone nummer to.’

Den lille terrorist

Omar Youssef Souleimane

Oversat af Ulla Naumann

124 sider

FILO

Udgivet: Oktober 2020

Birte Strandby